I april gik grænsehandelskæden Fleggaard i luften med en content marketing-serie, hvor stand-up-komiker, skuespiller, manuskriptforfatter, tv- og radiovært Casper Christensen havde den altoverskyggende hovedrolle.

Og den har danskerne i allerhøjeste grad taget godt imod.

På den seneste opgørelse over de bedste danske YouTube-reklamer, YouTube Ads Leaderboard Q2 2017, løber Fleggaards kampagne, ”Lige over Grænsen”, nemlig med meget af opmærksomheden. 

På listen over de 10 mest populære YouTube-reklamer er hele fem af videoerne fra Fleggaard-kampagnen, herunder to placeringer i top fem.

&Co i toppen

Helt på toppen troner dog en helt anden video. Det drejer sig om Rådet for Sikker Trafiks Nederen Forældre-video signeret reklamebureauet &Co, som vi også tidligere har omtalt.

Men selvom det ikke er ”Lige Over Grænsen”, der topper listen, så er resultaterne så imponerende, at Fleggaard og reklamebureauet bag kampagnen, Uncle Grey, alligevel modtager et hædersbevis (Special Achievement poster) for de  resultater, kampagnen har opnået.

Det glæder naturligvis Lars Samuelsen, Chief Strategy Officer & Head of Digital, Grey Nordics:

– Aktiviteterne viser tydeligt værdien af at bibringe brugerne reel værdi, i dette tilfælde underholdning, som tak for at de bruger deres tid sammen med brandet. Afspilninger, interesse og engagement i serien har været rekordhøje og har bidraget betydeligt til at indfri såvel forretningsmæssige- som kommunikative målsætninger, siger han.

– I særdeleshed YouTube har været en driver for at skabe opmærksomhed omkring budskabet og været en væsentlig driver i udbredelsen af universet, fortsætter Lars Samuelsen.

Også hos Marvin Entertainment, der har produceret filmene i content-serien, er der glæde at spore:

– Målsætningen, da vi skrev og udviklede formatet, var netop, at publikum skulle føle sig nødsaget til at følge med i alle seks afsnit. Så det faktum, at så mange afsnit er at finde i Top 10, er jo en indikation på, at det er lykkes, siger Kasper Frederik Colding, producent og partner i Marvin Entertainment.

– Responsen vi fik efter launch var meget overvældende, men det er dejligt at tallene efterfølgende rent faktisk bakker hypen op, fortsætter han.

En glad annoncør

Hos annoncøren, Fleggaard, er marketingchef Nikolai Fink også tilfreds:

– Serien ”Lige Over Grænsen” med Casper Christensen har været en spændende satsning. Opmærksomheden og interessen har været stor. YouTube er stedet, hvor episoderne er blevet set mest intensivt. Det er på YouTube, danskerne har brugt længst tid sammen med Fleggaard. Alligevel er det en stor overraskelse, at vi rangerer så højt på hit-listen, siger han.

Rico Gade, Head of Creative Partnerships hos den danske division af YouTube, peger på, at alle videoerne på den aktuelle top fem er eksempler på fængende fortællinger, som formår at fastholde og engagere seerne.

– Fælles for alle filmene på top fem er, at det er lange formater. Gennemsnitslængden er omkring fem minutter, og vi kan se, at mange faktisk har set over halvdelen af filmen. I en tid hvor vi ofte hører, at folk er trætte af reklamer, er det jo ret opsigtsvækkende. Det faktum, at så mange på eget initiativ har opsøgt videoerne eller undladt at skippe forbi, hvilket er muligt efter fem sekunder, vidner om, at videoerne i høj grad har formået at fange og fastholde publikum, siger han.

– Hvis man vil lykkes på YouTube, skal man forstå platformen og ikke mindst brugerne. De modige og dygtige brands har briefet bureauerne på at lave noget, der kan fungere online og med online-mediet for øje. Det er tydeligt, når man kigger på den aktuelle top fem. Ingen af de her film er lavet til tv; de er alle lavet til online. Coke TV for eksempel lever udelukkende på YouTube, slutter Rico Gade.

Se Top 5-videoerne herunder:

1. Nederen Forældre – Filips Far 

Annoncør: Rådet for Sikker Trafik

Bureau: &Co

Mediabureau: Orchestra

2. Fleggaard – lige over grænsen – episode 1

Annoncør: Fleggaard

Bureau: UncleGrey

Producent: Marvin Entertainment

Mediabureau: Grey Media

3. Jeg leverer varen

Annoncør: Transporterhvervets uddannelser

Bureau: LEAD 

Mediabureau: Joined

4. Indoor skydiving | #CokeTVBucketList

Annoncør: Coca-Cola 

Bureau: Ogilvy

Mediabureau: Carat

5: Fleggaard – Lige over grænsen – Episode 6

Annoncør: Fleggaard

Bureau: UncleGrey

Produktion: Marvin Entertainment

Mediabureau: Grey Media