De foregående fem år har LEGO tronet på toppen af analysevirksomheden YouGovs årlige Brandindex for Danmark.

Sådan er det ikke længere, da såvel den norske discountkæde Rema 1000 (nr. 1) og MobilePay (nr. 2) har overhalet den danske legetøjsgigant i indekset, der sammenligner mere end 300 varemærker i Danmark for at vise, hvilke brands der har fået mest positiv omtale (Buzz) i en periode. I dette tilfælde i hele 2017.

Rema 1000 indtager som nævnt førstepladsen med en score på 29,7 foran MobilePay og LEGO, hvilket er endnu en god nyhed den norske discountkæde.

Tidligere på året kunne Rema 1000 nemlig også glæde sig over andenpladsen i YouGovs imageanalyse, hvor danskerne bedømte kædens butikker højt på kriterier som kvalitet, generelt indtryk, værdi for pengene, anbefaling, omdømme og kundetilfredshed.

Effektiv CSR-strategi

Førstepladsen vækker naturligvis begejstring hos Anders René Jensen, CMO for Rema 1000, i Danmark.

- Det er først og fremmest fantastisk, at en discountkæde kan bide skeer med helt store brands som LEGO, Netflix og Audi, siger han.

Anders René Jensen henviser til kædens CSR-strategi, samlet under sloganet ”Discount med holdning”, som en af de mulige forklaringer på danskernes positive opfattelse af Rema 1000-brandet.

- Vi har arbejdet med CSR i rigtig mange år og søsat masser af initiativer i tidsrummet. F.eks. gik vi allerede i 2008 ind i kampen mod madspild ved at lægge vægt på produkternes størrelser og tilbyde et-styks-priser, så kunderne ikke køber en masse, som de alligevel ender med at smide ud, siger Anders Réne Jensen, der i det hele taget taler meget om at tænke på kunderne konstant.

- Det kan måske lyde banalt, men vores holdning er, at vi skal tage ansvar for de mange kunder, der handler i vores butikker landet over med de produkter, vi tilbyder. Vi sælger nemlig ikke kun varer, vi sælger tillid, siger han.

Lokal forankring

Rema 1000 adskiller sig i øvrigt fra konkurrenterne på det danske dagligvaremarked ved ikke at køre den ene store landsdækkende reklamekampagne efter den anden, så dét kan ikke være forklaringen på danskernes positive opfattelse af brandet.

Hvad er det så, I gør?

- Det er ikke en enkelt ting, men mange lokale tiltag, siger Anders Réne Jensen og hentyder til de mange lokale PR-indsatser, der – som tidligere beskrevet – altid er hægtet op på noget, som den lokale Rema 1000-købmand rent praktisk foretager sig i forhold til forskellige elementer i discountkædens CSR-strategi.

- Købmændene aktiverer strategien lokalt, kan man sige, slutter Rema 1000’s CMO, der peger på fx lokale madskoler, sportcamps og sponsorater af over 300 sportsklubber landet over som eksempler.

VW-brandet på vej tilbage

Så Rema 1000 er det brand, danskerne taler mest positivt om, men det er også interessant at se nærmere på YouGovs liste over de brands, der rykker mest frem på listen.

Her er det især værd at bide mærke i bilbrandet Volkswagen, der fik massiv negativ presseomtale i sidste kvartal af 2015 i forbindelse med ”dieselgate”, og i 2016 røg de ud af top 10 over bedst omtalte brands i Danmark.

Nu er Volkswagen så tilbage i top 10, og det tyske bilbrand har forbedret sin score med 7,7 point fra 6,5 i 2016 til 14,2 i 2017.

De to andre højdespringere på listen over største stigninger i Buzz-score er Nykredit på førstepladsen og Totalkredit på tredjepladsen.

De endte i februar 2016 begge i et stormvejr efter at varsle højere bidragssatser for deres kunder og fik megen negativ PR og omtale i 2016 som følge deraf. Selvom begge brands stadigvæk har en negativ score, så tyder rankingen på, at de er på vej op igen.

Du kan læse meget mere om YouGov BrandIndex her.