Hyggelige drillerier i reklameverdenen er der mange af, og et af de store brands, der ofte må stå for skud er Apple.

Blandt afsenderne på drillerierne finder man Samsung, McDonald’s og Carlsberg - og netop nu er den svenske møbelgigant IKEA i drillehumør.

Det sker med en stribe reklamer, som er sat i verden for at gøre opmærksom på IKEA’s lampe ”Riggad”, der er udstyret med teknologi, som gør det muligt at oplade mobilen trådløst.

IKEA har været leveringsdygtig i teknologien i et par år, men eftersom Apple just har lanceret den nye og meget omtalte model ”X”, der som en ny feature byder på muligheden for trådløs opladning, så ligger koblingen lige til højrebenet.

Omsider...

Kampagnen består af en stribe annoncer, hvor man kan se forskellige dele af lampen ”Riggad”, og drillerierne består – ud over måden, lampen præsenteres på rent grafisk – primært af teksten.

Her har bureauet bag, svenske Acne – sammen med IKEA’s eget Creative Hub - leget med nogle af de sætninger, de fleste kender fra Apples berømte årlige præsentationer af nye produkter – og naturligvis også med taglinen ”Think Different”, der her er blevet til ”Link Different”.

Om ideen siger danske Morten Kjær, Creative Director i IKEA Creative Hub, til Adweek:

- IKEA er ret langt fremme med trådløs opladning, og vi er begejstrede ved tanken om, at nye iPhone-ejere omsider får mulighed for at drage nytte af en af de stærkeste lamper, vi nogensinde har produceret.

Du kan se de forskellige eksekveringer af kampagnen her.

Det er i øvrigt ikke første gang, IKEA har kippet med flaget til Apple - se bare her.