Vi har efterhånden længe vidst, at når det handler om annoncering, så er det på de mobile enheder, det rykker i disse år.

Men på trods af såvel enorm vækst i mobilannonceringen som en massiv udbredelse af smartphones – Danmark indtager førstepladsen i verden, ifølge eMarketer – så er det stadig de færreste annoncører, der helt har knækket den kreative reklamekode på mobilen.

Det vil det startuppet Rally ændre på ved at tilbyde annonceformater, som ”er nærværende, underholdende og relevante for mobilbrugerne og samtidig gør en forskel for kunderne”, altså annoncørerne.

Mobilpioner står bag

Bag står Mark Korsmann, der har 12 års erfaring i mediebranchen fra bl.a. Ad Pepper Media, Time Warner AOL, adQuota og senest som dansk Country Manager for AdColony med sig i bagagen.

- Rally trækker på de bedste ressourcer, som jeg er stødt på de sidste mange år i mit arbejde med mobilannoncering. Det gælder både inden for datasegmentering, daglig campaign management og kreative kompetencer, siger han.

- At tilbyde vores kunder det bedste inden for disse tre grene blandet med en personlig og nærværende tilgang til kunderne er Rallys strategi til at vinde den travle mediebranche og kundernes hjerter, fortsætter Mark Korsmann, der brænder for at udvikle de kreative og tekniske annoncemuligheder på mobilen.

Han har bl.a. været med til at introducere mobile display formater herhjemme, der fx er bundet sammen med den enkelte mobilbrugers kalenderfunktion, gyroskop, vibratorfunktion og geoposition. 

En lang rejse

Selskabet har været på tegnebrættet længe, og stifteren glæder sig til sætte gang i hjulene i det lille bureau, der har til huse midt i det historiske København, på Nybrogade, ved Gammel Strand.

- Jeg har siden sommer været bundet af en kontrakt, der indtil nu har stået i vejen for at starte Rally. Så jeg har ventet som et lille barn på juleaften for at få lov til at komme i gang med at tale med kunder og fortælle alle om Rallys vision og kvaliteter. Vi har fået lavet nogle rigtig gode medieaftaler, og nu skal vi bare af sted med 200 km i timen, siger han.

Mark Korsmann var med på den spændende rejse, det danske mobilannonce-selskab adQuota var på, før det blev opkøbt af mediegiganten Opera Mediaworks og tidligere i år skiftede navn til amerikanske AdColony. En rejse, han beskriver som både lang og meget lærerig.

- Mulighederne inden for mobil markedsføring er uendelige, og som marketers har vi kun lige skrabet i overfladen. Hos Rally glæder vi os virkelig til at starte samarbejdet med mediebureauer, annoncører, reklamebureauer og ikke mindst de danske medier.

- Sammen vil vi løfte niveauet inden for mobilannoncering, så mødet mellem annoncør og mobilbruger bliver endnu mere nærværende og interessant, slutter Mark Korsmann.

Du kan tjekke det nye mobil-bureau ud her