Jakob Holm Kalkar, der indtil for nylig stod i spidsen for digitale satsninger og media-håndtering i Carlsberg Group, vender nu tilbage til bureaubranchen, hvor han tidligere har arbejdet for bl.a. Carat og MEC.

Han tiltræder d. 1. maj som ”VP, Head of Business Development & Integration” i Aegis Media, hvor han under overskriften ”Innovate, integrate, accelerate” skal arbejde på tværs af Aegis Medias selskaber i Norden.

– Vi vil være på forkant med forandringerne i vores branche. Det er ikke nok at få den gode ide, hvis ikke de bliver implementeret og integreret i vores bureauer i Norden. Vi er sikre på, at Jakob er den rette person til at hjælpe os med det. Han har en unik erfaring indenfor både klassiske media og digital marketing fra sin tid i både LEGO og Carlsberg, siger CEO i Aegis Media Nordic, Lars Bo Jeppesen.

Jakob Holm Kalkar kommer fra en stilling som Group Media & Digital Director i Carlsberg Breweries, hvor han har haft det globale ansvar for samarbejdet med mediabureauer og opbygningen af et digitalt kompetenceteam, som både stod bag Carlsbergs ganske vellykkede EURO2012 mobil-app samt CrowdIt, som er Carlsbergs ”gå-i-byen”-app, der netop nu bliver udrullet globalt.

– Jeg har haft en fantastisk tid hos Carlsberg og opnået gode resultater, men jeg kan ikke forestille mig en bedre mulighed for at arbejde med det, jeg kan lide og er god til end hos Aegis Media i hele Norden – og i tæt samarbejde med Lars Bo Jeppesen, siger Jakob Holm Kalkar.

Udfordrer medielandskab

Han glæder sig således til at vende tilbage til bureaubranchen, hvor han fra sine syv år på kundesiden ofte har udfordret bureauernes tilgang til det moderne medielandskab.

– Det er blevet meget tydligt de senere år, hvor mellem reklamebureauer og mediabureauer er fortsat, men hvor også nye typer af bureauer er kommet til, siger Jakob Holm Kalkar, der mener, at de gamle ”kasser” at putte bureauerne ind i har overskredet sidste salgsdato.

Det betyder ikke blot, at resterne af de gamle værdikæder er under nedbrydning, men også at der er kommet nye spillere på gaden, der med udgangspunkt i en spidskompetence eller teknologi trænger ind på både media- og reklamebureauernes traditionelle områder.

Det skræmmer dog ikke Jakob Holm Kalkar, der glæder sig til den nye udfordring.

– Jeg har en solid viden indenfor traditionel medieplanlægning og digital marketing. Min styrke og passion er at optimere eksisterende og udvikle nye måder at arbejde på, og ligeså vigtigt at implementere dem, så de bidrager positivt til forretningen og skaber værdi for kunder, siger han.

Jakob Holm Kalkar har foruden Carlsberg også været ansat hos LEGO som Global Media Director, hos Carat Global Management i London og i MEC i København.