Efter omkring to år som Head of Marketing hos Danske Lotteri Spil forlader Steffen Lundgren Kristensen nu spil-giganten til fordel for en stilling som Group Marketing Director hos Kompan.

Den danskfødte legeredskabs-koncern henter i dag 90 procent af sin omsætning internationalt, og det var ikke mindst det internationale perspektiv, der lokkede, da Steffen Lundgren Kristensen blev kontaktet af headhunterfirmaet.

- Kompan er i mine øjne en top-interessant virksomhed med masser af potentiale og ikke mindst et globalt udsyn. Samtidig ligger jobbet godt til de tanker, jeg har gjort mig i forhold til min personlige udvikling, så jeg glæder mig meget til at komme i gang, siger Steffen Lundgren Kristensen, der dog er en kende vemodig over at forlade Danske Lotteri Spil.

- For det første er jeg imponeret over de forandringer, Pernille (Wendel Mehl, red) har skabt i organisationen, og for det andet er jeg stolt af det meget talentfulde og stærke marketing-team, der sidder i Danske Lotteri Spil. Så ja, det er helt sikkert med en tåre i øjenkrogen, at jeg siger farvel, siger Steffen Lundgren Kristensen, der før Danske Lotteri Spil var en tur omkring bureaubranchen som Commercial Director hos Advice - og før da gennem en årrække var marketingdirektør hos forsikringsselskabet Tryg.

På jagt efter afløser

Hos Danske Lotteri Spil er adm. direktør Pernille Wendel Mehl naturligt nok ikke begejstret for at miste sin Head of Marketing, men hun glæder sig alligevel over at kunne sende dygtige folk videre:

- Det er spændende for Steffen, og jeg er rigtig glad på hans vegne. Det er ham, der har en stor del af æren for den positive udvikling, vi har været inde i gennem de seneste to år, så jeg kan kun ønske ham held og lykke, siger Pernille Wendel Mehl.

Hvornår forventer I at have en ny marketingchef på plads?

- Vi er allerede i gang - sammen med headhunterfirmaet Copenhagen Search Partners - med at finde ud af, hvem der skal afløse Steffen, og vi skulle gerne lukke en aftale i løbet af marts, siger Pernille Wendel Mehl, som i dag også har orienteret medarbejderne om en række ændringer i marketingafdelingen hos Danske Lotteri Spil.

Læs mere om organisationsændringerne her.