Wibroe, Duckert & Partners’ snøvlende gule boksehandske og casen ”Føtex basker til prisopfattelsen” løb med den fineste pris – Grand Prix – ved årets Advertising Effectiveness Award 2019.
Det stod klart torsdag aften i Christian den IV’s Børsbygning i København, hvor godt 200 festglade deltagere deltog i hyldesten af de i alt 10 cases, der nu kan kalde sig årets mest effektive.
Det er Kreativitet & Kommunikation, der står bag prisen, og i år havde man for første gang besluttet at ”graduere” priserne, således at vinderne kunne tildeles enten guld, sølv eller bronze.
Det betød, at aftenens priser fordelte sig som følger: Grand Prix, fire guld, tre sølv og to bronze: Fordelt på syv reklamebureauer, tre mediebureauer og ni annoncører.
Flere kunder i butikken igen
Målet med Advertising Effectiveness Award, som Kreativitet & Kommunikation står bag, er at hædre de cases, som viser, at god markedsføring kan være guld værd for virksomheder.
Og det har årets Grand Prix-vinder fra Wibroe, Duckert & Partners i høj grad været for Føtex:
Kommunikationen blev oprindelig til i 2017, hvor discountbølgen havde påvirket forbrugerens opfattelse af Føtex’ priser i den forkerte retning. Mange syntes, at kæden var for dyr og valgte den derfor fra.
Som modtræk valgte Føtex at sætte priserne på flere tusinde varenumre ned og sammen med WDP gå i markedet med et nyt kommunikationsunivers – den gule boksehandske, kaldet Prisbaskeren.
Formålet var at fortælle danskerne, at nu havde priserne hos Føtex fået ”Føtæsk”, og det lykkedes:
Kommunikationen forbedrede ikke bare forbrugernes prisopfattelse med 24,3 procent, den sendte også næsten to millioner ekstra kunder gennem butikken, med stigende omsætning og ROMI til følge.
Tre guld til RBLM
Men også andre bureauer og cases kunne i allerhøjeste grad være med.
Især blev de gode folk hos Robert/Boisen & Like-minded grundigt motioneret i løbet af aftenen, idet bureauet kunne glæde sig over at nappe hele tre ud af de fire guldpriser, der blev uddelt.
De to for henholdsvis Sydbank og Diba by Sydbank – og den tredje for Kræftens Bekæmpelse (Red din Fars-dag).
Aftenens fjerde guldpris gik til TBWA/Copenhagen og Wavemaker for Lidl.
Tre gang sølv gik til henholdsvis OMD og NORD DDB for McDonald’s, & Co. og Orchestra for Rådet for Sikker Trafik/TrygFonden og til & Co. for Kræftens Bekæmpelse/TrygFonden.
Og endelig var der to gang bronze til henholdsvis Hjaltelin Stahl for Scandlines og Another for IIHF VM Ishockey 2018.
Carlsberg atter hædret
På annoncørsiden blev der traditionen tro også uddelt en pris til Årets Markedsfører.
Prisen går hvert år til en virksomhed som ekstraordinært investerer i og prioriterer kommerciel kommunikation, og den gik i år til Carlsberg.
Dermed kan bryggeriet glæde sig over igen at modtage hyldest for sin kommercielle kommunikation, som gennem året særlig har været centreret om bæredygtige og plastreducerende initiativer – konkretiseret i den såkaldte SnapPack-emballage.
Initiativerne og markedsføringen rundt om dem er ved flere lejligheder blevet hyldet både internationalt og herhjemme – ikke mindst i sommer ved reklame-VM, Cannes Lions, og senest herhjemme med Grand Prix ved Rambukken.
Se alle årets AEA-vindere herunder.
|
PRIS |
BUREAU(ER) |
CASE |
ANNONCØR |
|
Grand Prix |
Wibroe, Duckert & Partners |
Føtex basker til prisopfattelsen |
Føtex |
|
Guld |
Robert/Boisen & Like-Minded |
Fra Marken til Parken |
Sydbank |
|
Guld |
Robert/Boisen & Like-Minded |
Bedst fra A til Bil |
Diba by Sydbank |
|
Guld |
Robert/Boisen & Like-Minded |
Red din Fars-dag |
Kræftens Bekæmpelse |
|
Guld |
TBWA Copenhagen og Wavemaker |
Lidl Beyond discount – #LidlOverrasker |
Lidl |
|
Sølv |
OMD Danmark og Nord DDB |
Happy Meal Readers |
McDonald’s (Food Folk Danmark) |
|
Sølv |
& Co. og Orchestra |
Nederen. At sejre sig selv ihjel |
Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden |
|
Sølv |
& Co. |
Help A Dane Summer Hits |
Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden |
|
Bronze |
Hjaltelin Stahl |
Tæt på Tyskland |
Scandlines |
|
Bronze |
Another |
VM Ishockey 2018 – Heroes Welcome |
IIHF VM Ishockey 2018 |