OPDATERET: Bettina Sherain, CEO, og Thomas Fabricius, kreativ direktør, forlader NORD DDB CPH for ”at forfølge andre muligheder”.

Det fremgår af en pressemeddelelse udsendt fra det Omnicom-ejede DDB-netværks hovedkvarter.

Ledelsen af det danske bureau overtages af Lauren O’Rooke Walker og Steve Griffiths, der er udnævnt til interim CEO’s med øjeblikkelig virkning.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

De har begge ”tidligere erfaring med at styre og opbygge bureauer”, lyder det i meddelelsen.

Bettina Sherain, som kom til NORD DDB i marts 2019, nåede dermed godt otte måneder på posten som CEO for den danske del af NORD DDB, der i de seneste fem regnskabsår har kørt med millionunderskud på driften.

- Beslutningen om at trække mig er velovervejet. Vi går hver til sit på god fod på trods af forskellige synspunkter, siger Bettina Sherain i meddelelsen.

Kreativ direktør Thomas Fabricius, der kom til DDB i 2013, bliver i NORD DDB CPH indtil udgangen af januar. Fra Niclas Melin, der er CEO for NORD DDB, lyder der følgende i meddelelsen:

- Vi vil gerne benytte lejligheden til oprigtigt at takke Bettina og Thomas for deres engagement og dedikation til DDB, og vi ønsker dem held og lykke i fremtiden, siger han.

Nyheden om den danske ledelses afsked kommer kort tid efter, at bureauet, ifølge en opdatering på cvr.dk, gennemførte en kapitalforhøjelse. (Se billedet til venstre, red.)

Markedsføring har igennem flere dage forgæves forsøgt at få en kommentar til kapitalforhøjelsen. 

Efter offentliggørelsen af artiklen er DDB vendt tilbage med følgende kommentar: "Virksomheder justerer jævnligt aktiekapitalen af forskellige årsager". 

Efterfølgende oplyser bureau-netværket så, at det drejer sig om en kapitalforhøjelse på 560.000 kroner, og ikke 56 millioner kroner.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Nye CEO’s fra DDB’s europæiske hovedkvarter

Den ene af de nye CEO’s for DDB NORD CPH, Lauren O’Rooke Walker, ser frem til den nye opgave:

- Vores fokus på bureauet på vej ind i 2020 bliver, i samarbejde med vores kunder, at levere stærkt kreativt og effektivt arbejde, siger hun og peger på Happy Meal Readers-arbejdet for McDonald’s – der blev belønnet med sølv ved Advertising Effectiveness Award 28. november – som et godt eksempel på ”en indsigtfuld, kreativ idé, der er smukt udført og samtidig løfter både brand og forretning”.

Såvel Lauren O’Rooke Walker som Steve Griffiths kommer til NORD DDB CPH fra senior-roller i DDB’s regionale ledelsesteam, der blandt andet fører tilsyn med arbejdet for storkunden McDonald’s på tværs af 42 markeder.

Derudover er Steve Griffiths Chief Digital Officer for DDB EMEA.

De to nye CEO’s bringer ifølge meddelelsen ”betydelig marketingkommunikationserfaring til Københavner-kontoret, efter at have arbejdet med globale, regionale og lokale brands på tværs af reklame, digitalt og CRM”.

NORD DDB Copenhagen ApS er ejet af DHE Regional Limited, der igen kontrolleres af Omnicom DDB Holdings Limited.

Markedsføring har forsøgt at få uddybende kommentarer fra den tidligere ledelse.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER

Opdateret med kommentar til og præcisering af størrelsen på kapitalforhøjelsen i NORD DDB CPH.