Dagbog fra Cannes: ”Der er for lang tid til næste gang”

Hvor de andre onklers dagbog rimer på rose, klinger min mere af proces. 

Det gør den sikkert også for de resterende syv Young Lions deltagere, der også var sendt afsted fra Danmark. Jeg havde fornøjelsen af at være med i film-kategorien sammen med Simon Bigaard. 

Vi startede festivalen med en brief, der dikterede det meste af vores fokus for de efterfølgende 48 timer. 

’Det meste af vores fokus’, for niv-mig-i armen det er svært at takke nej til pool-parties, flydende frokoster, fri bar, og når ja, talks.

Lad mig bare være ærlig: Det startede ikke særlig godt. Briefen var at motivere underuddannede, indiske mødre til at skole deres børn gennem et læringstilbud i WhatsApp. 

Og med kravet om, at vi selv skulle optage og skabe indholdet, blev vi begge meget pressede. 

Nu har jeg ikke været i Indien endnu, men noget siger mig, at det ikke til forveksling ligner omgivelserne i Cannes. Især ikke midt i en festival. 

Læg så lige oven i hatten, at filmen skulle være på Hindi, og se os to halvblege danskere give op. 

Eller næsten. For det blev krav blev heldigvis fjernet, efter en spørgesession. Phew.

Arbejdsforholdene for Young Lions deltagerne var faktisk rigtig fine. Vi fik tildelt en hel etage i Palais 2, der i ægte Cannes stil var med udsigt til yachts og til lyden af fri bar og basarm fra tagterrassen, der startede præcis klokken 17. 

Det førnævnte fokus kom endnu engang på prøve, men vi forsøgte atter at modstå fristelserne og klø på med det kreative arbejde.

Det første døgn forsvandt hurtigt i brainstorms. Det næste døgn gik på eksekvering. Og onsdag var der uploadet. Bum. 

Så var reklamelegepladsen endelig åben. Også for os. Vi indledte friheden med et symbolsk besøg på den tagterrasse vi havde kunne høre under arbejdet.

Senere gik turen videre den fest i lufthavnshangaren, som Simon havde fomo over. 

Og som Simon skrev var der ”live-bands, fri bar, drag queens og sådan et sejt kamera der drejer rundt, mens det filmer dig”. 

Og han har helt ret, for det var virkelig et sejt kamera.

Men der var også dekoreret med private jets, hvilket er en sætning jeg aldrig har skrevet før, men af en eller anden grund, virker det ikke mærkeligt at skrive, når man er i Cannes. Alt er lidt for meget og lige tilpas på samme tid.

Dagen efter stod den på frokost og gensyn med et hold gamle elever fra Kreativ Kommunikation. 

Jesper Hansen havde arrangeret, og vi mødtes som var det på Emdrupvej – bare i franske omgivelser og uden de der blå døre. 

Jeg burde have tømmermænd ovenpå lufthavnsfesten, men man følte sig mere bims ovenpå konkurrencen, der først bliver afgjort fredag. 

Som den håndfuld reklamenørder vi jo er, gennemgik vi det halve af kælderen på palæet. 

Sådan en tur er lige dele motiverende og misundelsesskabende. Det eneste mit hoved siger mig er: 

”Fuck. Jeg ville ønske, jeg havde været med til at lave den her. Og den der. Og den der. Og den der” … og sådan bliver det ved, indtil jeg kom i tanke om den her dagbog. 

Og at jeg har glemt at skrive den. Og at festivalen jo lige er begyndt, men det er allerede er sidste dag i morgen … 

Cannes din røver. Der er for lang tid til næste gang. Men måske tid nok til, at man kan få en god idé! Vi får se. Men jeg håber nu at vi ses.