AI er en gave til marketing.
AI er en gave til marketing.
AI er en gave til marketing.
Som barn troede jeg, at ting blev til virkelighed, når jeg sagde dem højt nok.
Som voksen er jeg blevet lidt klogere.
At sige det højt forpligter. Men at gøre det til virkelighed kræver masser af træning, gentagelse og sund voksen-fornuft.
AI’s indtog i marketing er kommet for at blive. Det står ikke til diskussion længere. Spørgsmålet er, hvad vi stiller op med gaven.
Målet har ikke ændret sig. Midlerne har
Målet for marketingafdelingen anno 2026 har ikke ændret sig synderligt:
Løs reelle problemer og positionér jeres produkter / services / oplevelser for mennesker ved at engagere, uddanne og formidle dén værdi, I skaber for dem.
Det nye?
Vi har fået en ny, fuldtidsansat praktikant med superkræfter, men uden officiel ansættelseskontrakt.
Samlebåndsproduktionen har for alvor ramt marketing og alle andre vidensafdelinger. For vi har fået foræret en overflod af muligheder, vi slet ikke kan finde ud af at håndtere.
Du kan kæde spandevis af førsteparts træningsdata sammen til én lang kausalitetskæde – fra ICP- og personabeskrivelse til budskabshierarki.
Du kan analysere marked, konkurrenter, målgruppe og platformtrends i et snuptag.
Du kan producere ToV-optimeret indhold på en dag, som tidligere tog et år.
Og jeg kunne blive ved.
Menneskelige holdninger og dømmekraft må ikke købes for tokens
Men lige her, midt i masseproduktionens uoverskuelige mekka, er der brug for en voksen.
Et ægte menneske af kød og blod, der kvalitetssikrer. Som siger nej til de dårlige idéer. Som sætter en retning for produktionsapparatet, før apparatet sætter retningen for os.
Et ægte menneske, der engagerer sig helt ned i resultaterne, aktivt tager ansvaret på sig og har en selvstændig holdning til, hvilken retning marketingteamet skal løbe de næste uger og måneder.
Et ægte menneske, der står ved sin faglige intuition og bruger sin kritiske sans dér, hvor det tæller mest i marketings hverdag.
For AI-gaven er ikke gratis. Den koster tilstedeværelse og kan skabe et røgslør for marketings retning, hvis vi outsourcer alt til LLM’ernes samlebånd.
CMO’en skal håndhæve spilleregler
AI-integrationen i marketing kræver en plan.
Jeres nye AI-makker skal have en rolle, nogle fokusområder, nogle (tilbagevendende) kerneopgaver, en sparringspartner og skal ligesom alle andre være styret af CMO’ens strategiske retning.
CMO’en har opsynspligten og skal håndhæve de nye spilleregler i det daglige:
Om do’s and dont’s. Om balancen mellem sparring, idé-generering og produktion. Om forskellen mellem at prompte løst derudaf og rent faktisk at eje det output, du – eller din kollega – leverer.
For de marketingafdelinger, der taber de næste år, er ikke dem med mindst AI.
Det er dem, der stadig tror, at gaven pakker sig selv ud, bare de siger “AI” højt nok.
Debat
Debat: Marketing taber, hvis AI får lov til at sætte retningen
Marketingafdelingens nye AI-makker har superkræfter, men mangler dømmekraft. Derfor skal CMO’en tage ansvar for retningen, kvaliteten og de nye spilleregler, skriver André Hedegaard Madsen, CMO i Adversus.
André Hedegaard Madsen er CMO i Adversus. Foto: PR