Wolt Ads får nu en gevaldig udvidelse, der også bliver rullet ud i Danmark.
Det fortæller Anders Randrup, der er chef for Wolt Ads i Danmark og Sverige, til Markedsføring.
De seneste par år har Wolt set en markant vækst i sin retail media i Wolt-appen, hvor man rullede annoncering ud i 2024. Men fremover bliver det også muligt for Wolts samarbejdspartnere at udrulle annoncer og kampagner på tværs af internettet via Wolt – ikke meget ulig et mediebureau, men i mindre skala.
”Vi samler nu tech-stacken fra Doordash, Wolt og Dileveroo (som efter opkøb er blevet én koncern, red.) og går ens ud på det globale marked,” siger Anders Randrup.
I bliver nærmest et mediebureau nu?
”Det er lidt ligesom da vi udrullede retail media for 2-3 år siden. Det er et nyt tilbud, som vi går ud med til både den lokale pizzamand og de større kæder. Vi kan anvende den data, vi har på vores brugere, men til alle placeringer rundt om på det åbne internet. Det er ikke kun på vores egen app,” siger Anders Randrup.
”Det vigtigste for os, er stadig, at annoncerne skal konvertere til et salg. Men nu kan vi ramme hele den famøse funnel. Det er en anden industri, vi går ind i, og vi er allerede godt i gang med mange kampagner.”
Ser stort potentiale
Udvidelsen kommer, efter Wolt i Danmark har set en procentvis markant vækst i sit retail media de sidste par år.
Ifølge Anders Randrup har væsten siden 2024 været ”eksplosiv”, og man har oplevet en to-cifret vækst i procent år efter år. De præcise tal må han dog ikke gå ud med, da Doordash (som ejer Wolt, red.) er børsnoteret, siger han.
”Det viser, at vi har udviklet et produkt, der både giver mening for vores større partnere og for den lokale restaurant. De gør brug af Wolt som en marketingkanal,” siger han.
”For nuværende har over halvdelen af alle vores partnere anvendt eller anvender et af produkterne fra vores suite i Wolt Ads. Det er et tilbud, der er godt adapteret ude i markedet.”
Det lyder, som om det er lidt af et kvantespring, I tager nu?
”Det vil jeg gerne skrive under på. Der er mange, der køber medier på tværs af bureauer og mediehuse, som er ved at få øjnene op for, at vi kan meget mere.”
“Batter i 2027”
Skal I hyre nye medarbejdere?
”Vi er ved at skabe den organisation, der rækker ind i fremtiden. Vi har fået nye medarbejdere, der har erfaring med det, men vi bygger også på,” siger han.
”Strategien er stadig, at vi laver kampagner for ting, der kan leveres inden for kort tid. Målet er stadig at få folt til at åbne appen igennem eksempelvis Facbook. Vi kunne hurtigt plastre det til med alle mulige reklamer, men det er konverteringer, det handler om.”
Hvordan ser du potentialet i det her?
”De brands, der vinder lige nu, er dem, der bygger globale økosystemer, hvor man kan annoncere på kryds og tværs af regioner og lande. For os handler det om, at vi nu bedre kan ramme de store spillere på annoncemarkedet. Og det er virkeligt store budgetter. Potentialet er stort. Vi har allerede indgået en masse nye samarbejder. Jeg tror, det bliver spændende i resten af 2026, og at vi ser, at det virkelig batter i 2027,” siger Anders Randrup.