KLUMME: Dette er ikke det rette tidspunkt at være hverken stille eller inaktiv som virksomhed.
Ifølge et studie fra organisationen World Federation of Advertisers afholder 80 procent af brands sig fra at lave kampagner, men samme antal tilpasser deres aktiviteter til krisen.
Folk vil ikke bare have din hjælp, men hele marketing-økosystemet har brug for dig – og jeg har brug for en smule normalitet: En krise-KitKat!
Måske har du svært ved at finde de rette beroligende ord eller den rette handling – som hvis en ven har mistet én der står nær.
Vi må spørge os selv: Hvad er kommunikations-parallellen i disse udfordrende corona-tider til ”jeg kondolerer”, at give en hånd med eller sende blomster?
I over et årti, har jeg studeret forskellige tilgange til godgørende budskaber og deres profitabilitet, autenticitet og virkning. Disse er mere relevant nu end nogensinde før, og jeg vil her dele fire kommunikations strategier: Tie stille, sige noget, gøre noget og aktivere folk.
Den berømte struds med hovedet i busken
Når du ikke ved, hvad du skal sige (eller gøre), kan det nemmeste være intet at sige. Som pinlig stilhed.
Brands, vi ved, hvem I er, og hvis I ignorerer os, vil vi ignorere jer ved kasseapparatet.
Ifølge en rapport fra Edelman på tværs af markeder og med over 12.000 respondenter, siger 65 procent, at et brands måde at reagere på under corona-krisen vil have en ”stor indflydelse” på, om de vil købe et produkt eller ej. Det er meget på spil.
Råbe fra hustagene
Dette er en krise, en krig mod corona, så har vi virkelig brug for at lytte til din virksomheds violinfyldte-budskab om håb og optimisme poleret med flotte produktskud?
Volvo Trucks følte det var vigtigt at fortælle os, at deres lastbiler stadigvæk er på vejen og fejrer chaufførerne i reklamefilmen ”On the Road for Everyone” selvom det føles som om, lastbilerne er de rigtige helte.
Klummen fortsætter under filmen.
Hvis man virkelig vil hjælpe (eller fejre) de hårdtarbejdende chauffører, så vil de højst sandsynligt være gladere for en kop kaffe (Det er en gratis idé til jer, Volvo).
Kære brands, jeg ved godt det muligvis kommer som et chok, men dette handler mindre om dig og mere om os – eller for den sags skyld, lastbilchaufførerne.
Gør det, der skal til – uanset hvad
Mindre pral, mere handling. Se f.eks. Budweisers ”One Team” – endnu en emotionelt ladet reklamefilm, som fejrer folk ved fronten mod corona.
Men i det mindste er der handling bag: Budweiser lægger stadioner til Røde Kors’ blodindsamlinger i USA. Du kan bedømme den reelle forskel mod medie- og reklameforbruget…
Klummen fortsætter under filmen.
Andre brands lader deres handlinger tale for sig selv og producerer håndsprit, donerer midler eller hjælper med andre vigtige initiativer.
Disse tiltag kommer fra store virksomheder som LMVH-gruppen, der står bag bl.a. Louis Vuitton-brandet, der laver håndsprit til små lokale brands f.eks. gin-destillerier, der ligeledes ændrer deres produktion.
I underholdningsbranchen har den franske house-dj Bob Sinclar spillet et gratis live-set hver eftermiddag under krisen – og tak fordi du er min musik, mens Titanic synker! Se på, hvad du er bedst til – og gør så en forskel!
Gør andre til heltene
Ja, selvfølgelig er der brug for helte under en krise – og ikke bare beroligende ord og sød klavermusik.
Men kære brand, pas på med at tage heltekappen på, fordi du vil højst sandsynlig falde til jorden som en dåse majs. Se i stedet på, hvordan du kan gøre folk omkring dig til heltene.
Tag teleselskabet Verizons kampagne, “PayItForwardLIVE”, som lader kendte musikere underholde for at støtte små virksomheder og lokale hospitaler i USA, samtidig med at de opfodrer os alle til at gøre vores ved f.eks. at købe et gavekort til en lokal butik.
”A Mask for All” tilbyder gratis 3D-tegninger til corona-masker under mottoet: En maske af folket til folket.
Under en krise stræber vi alle efter en normal hverdag – og her kan dit brand som det absolutte minimum hjælpe os med at gøre brug af al den megen indendørs tid.
Som du ikke kan undgå at se på de sociale medier, så er folk ivrige efter selvudvikling, læring, selvforkælelse eller bare et godt grin.
Bagerkæden Nature’s Bakery’s hjemmeside delte praktiske tips og tricks til at holde børn aktive med det humoristiske budskab: Hvad katten skal jeg lave med mine børn?
Vær en ven i gode – og dårlige – tider
Jeg har grinet, grædt og været imponeret over folks kreativitet og mod i denne tid fra sjove memes til italienere, som synger sammen fra deres vinduer.
Klummen fortsætter under filmen.
Hvis dit reklamebureau eller din marketing afdeling har givet op på kreativiteten disse dage, så gi’ i stedet folk en scene, en mikrofon eller et anerkende skulderklap.
Hop ikke i ”heltefælden”, men undersøg i stedet hvordan dit brand kan spille en meningsfuld rolle:
Sigt efter at være til nytte, tilbyd et skud normalitet – eller hjælp folk med at hjælpe dem selv eller andre.
Det er præcis, hvad venner gør: I gode som i dårlige tider.
AF THOMAS KOLSTER, GRUNDLÆGGER OG KREATIV DIREKTØR I GOODVERTISING AGENCY