Debat: Siden det belgiske datatilsyn i en foreløbig afgørelse gav udtryk for, at den mest udbredte standard til at indhente samtykker på det digitale annoncemarked kan være på kant med GDPR-reglerne, har vi brugt en del tid på sagen.

Vi er selvfølgelig bekymrede over, at forskellige europæiske datatilsyn – pt. det belgiske – nu retter søgelyset mod den eneste standard, der hidtil findes til at indhente og udveksle samtykke fra brugerne til brug af data på et meget komplekst digitalt annoncemarked. 

Sådan som det digitale annoncemarked fungerer lige nu, hvor et stort antal indkøbere køber mediernes annoncevisninger i realtid baseret på data, har vi brug for en stærk standard til at sikre, at de visninger, der udbydes, er compliant, og at den måde, mediebureauer og annoncører køber dem på, er compliant.

IAB Europe’s Transparency & Consent Framework (TCF) er i øjeblikket eneste bud herpå, og selv Google har nu også tilsluttet sig.  

Når det så er sagt, håber vi, at IAB Europe, der har erklæret sig uenig i den foreløbige vurdering, forstår, at TCF som standard i sit udtryk er kompleks og kan være svær at forstå for både brugere, politikere og de tilsyn, der skal sikre brugernes privatliv.

" Det lyder komplekst – og er det
Thomas Lue Lytzen I Head of Product Development & Insights, Ad Sales & Tech, JP/Politikens Hus

Standard bør forenkles

Vi bør derfor i fællesskab arbejde på at gøre denne standard mere enkel og endnu mere fokuseret på brugernes rettigheder og privatliv.

En god start kunne være at se på de behandlingsgrundlag, som annoncører og annonce-teknologierne kan gøre brug af. De fleste er efterhånden enige i, at samtykke er nødvendigt til langt det meste.

Et mindre kendt, men faktisk meget udbredt grundlag, er dog det, der kaldes ”legitim interesse”. Her er det op til den aktør, der benytter sig af dette behandlingsgrundlag, at vurdere, at denne egen interesse i at gennemføre en given brug af brugernes data, overstiger brugerens interesse i at det ikke sker. Det lyder komplekst – og er det.

Det kræver, at der gennemføres interesseafvejninger, og disse er sjældent tilgængelige for brugerne.

Samtykker er vejen frem

Vi foreslår derfor, at man udelukkende bruger samtykke. Man kan spørge sig selv om, hvad andre behandlingsgrundlag egentlig laver i et ”samtykke-framework”?

Det er for øvrigt også, hvad det belgiske datatilsyn i sin foreløbige vurdering er nået frem til, og det danske datatilsyn har tidligere ligeledes forsøgt at opstille nogle (ikke så tydelige) grænser for, hvad legitim interesse kan bruges til. 

Udelukkende at bruge ét behandlingsgrundlag vil styrke Transparency & Consent Frameworket, og samtidig kan brugeroplevelsen gøres meget mere simpel, når brugeren skal informeres og spørges.

Uden en standard kan det digitale annoncemarked ikke fungere i realtid, som det sker i dag.