Den prestigefulde kreative prisfest London International Awards (LIA) har kåret vinderne af årets priser, og det blev ganske som sidste år også denne gang til to danske trofæer: Et af sølv og et af bronze.

Sølvet gik til instruktøren Peter Harton i kategorien Music Video/Direction for filmen ”Shadows of my Mind” for sangeren Peder.

Og bronze-trofæet tog Liquidminds sig af i kategorien The NEW/Creative Technology med Google Sheep View for Visit Faroe Islands.

Begge vindere er, som de fleste læsere af disse spalter vil vide, ikke uvant med international hæder:

Peter Harton har således fx instrueret Stryhn’s-filmen Food for Men/Skurvogns-filmen, som har vundet stribevis af kreative priser – herunder en bronze-LIA sidste år i netop Direction-kategorien.

Og Liquidminds-casen Google Sheep View for Visit Faroe Islands behøver næppe heller yderligere præsentation på prisfronten, hvor det sidste år bl.a. blev til både guld, sølv og bronze i Cannes.

Fin anerkendelse til Danmark

Ud over de eftertragtede vingede trofæer blev det til fire Finalist-certifikater til danske cases, så årets LIA-høst ser ud som følger:

Sølv: Peter Harton i kategorien Music Video/Direction for filmen ”Shadows of my Mind” for sangeren Peder.

Bronze: Liquidminds i kategorien The NEW/Creative Technology med Google Sheep View for for Visit Faroe Islands.

Finalist: Liquidminds i kategorien Integration med Google Sheep View for Visit Faroe Islands.

Finalist: Bold Scandinavia i kategorien Package Design for product line-design for 1937, Barbershoppen i Vognmagergade.

Finalist: Kontrapunkt i kategorien Design for Danish Design Award.

Finalist: Kontrapunkt i kategorien Design for Nordisk Råd.

Ud over de præmierede indsendelser fra dansk side er også de to danske brands, Lego og Carlsberg, hædret ved årets LIA.

Lego hædres således sammen med Ogilvy Thailands arbejde ”Build the Future” med ikke færre end to guld, tre sølv og to bronze, mens Carlsberg sammen med bureauet Taxi Studios fra Bristol, UK, vinder et Finalist-certifikat i for den specialdesignede emballageserie ”The København Collection”.

Som traditionen byder har hver fagjury mulighed for at uddele en Grand LIA, og dem blev der i år uddelt 13 af.

En af dem gik til svenske Forsman & Bodenfors, som modtog en Grand LIA i kategorien Verbal Identity for Volvo V90 Cross Country-kommunikaionen “The Get Away Car”.

Og så tog McCann New York med vanlig sikker award-hånd ikke færre end tre Grand LIA’s for “Fearless Girl” – bronzestøbningen af en kæk, lille pige placeret i Manhattans Financial District for State Street Global Advisors.

Vanskelig at vinde

London International Awards, der i år blev afholdt for 32. gang, har siden 2012 – navnet til trods – haft hovedkontor i New York, men uanset om festen holdes på den ene eller den anden adresse, er ingen i tvivl om, at æren ved at modtage en af de vingede statuetter er betydelig.

Antallet af indsendelser ligger normalt omkring de 15.000 bidrag fra cirka 80 lande, og typisk kommer ikke mere end omkring syv procent på shortlisten.

Kun omkring en procent vinder guld, 1,5 procent sølv og to procent bronze.

De senere år har der dog været en del danske navne at finde på vinderlisterne:

Sidste år markerede & Co. sig med Ad Block This-buslangsiden for Out of Home Media og vandt sølv i Billboard – Business-to-Business-kategorien, mens Freezone Sound Design, Peter Harton, Anew og M2 Film nappede bronze i kategorien Production & Post-Production – Direction for Stryhn’s ”skurvogns-film”, der i international sammenhæng har fået titlen ”Food For Men”.

I 2015  vandt Kontrapunkt bronze for sit arbejde med premium isdesserten Winterspring i kategorien Design/Verbal Identity.

I 2014 vandt M2 Film og Lego bronze for Legends of Chima og det samme gjorde &Co/Bacon og Jack & Jones for Made From Cool-kampagnen – og i 2013 kørte Bussen – og dermed M2 Film, Thomas Falkenberg og Midttrafik – en bronze hjem i film-kategorien Direction.

Se alle årets LIA-vindere og Finalists med full credits her.