Nordic Entertainment Group, NENT, er nu klar med det produkt, som selskabet over for Markedsføring i februar, løftede lidt af sløret for.

På medievirksomhedens streamingtjeneste, Viaplay, er det således muligt at indkøbe annonceplads foran al sport, der sendes live. 

I en pressemeddelelse oplyser NENT, at produktet Viaplay Live Sport ”giver annoncører unikke muligheder for at fange de sportsbrugere, som udgør et meget attraktivt publikum målt i forhold til husstandsindkomst og forbrug.” 

LÆS OGSÅ: TV-STATIONER HAR GULDDRØMME: DETTE SKAL SIKRE FREMTIDEN

- Med tilføjelsen af dette produkt til annoncørerne understreger NENT nu, at vi har markedets mest attraktive premium video-produkt. For det første rammer vi en af de mest interessante målgrupper, nemlig de 21-50-årige mænd, som kendestegnes ved at have det højeste forbrug og samtidig er de sværeste at fange på tværs af platforme, siger Lars Mossing, VP Channels, Nordic Entertainment Group Danmark, i pressemeddelelsen.

Han fortsætter: 

- Derfor er produktet særdeles velegnet til TV-annoncører, der ønsker at skabe merdækning på toppen af deres TV-kampagne samt annoncører, som benytter en mere ren online video-strategi. Vi kan allerede nu konstatere, at der er meget volumen i dette produkt, og de kampagner, der har kørt i løbet af de seneste to måneder har vist en særdeles tilfredsstillende view through rate på hele 98 procent.

I februar oplyste Lars Mossing til Markedsføring, at ”ca. 20 procent af seningen er flyttet fra flow-TV til streaming.”

- Så det handler for os om at fremtidssikre vores forretning. Her spiller dette produkt en stor rolle. Derudover handler det for os om at få vores indhold ud på så mange platforme som muligt, så vi kan få indtjening fra så mange steder fra som muligt, sagde han.

NENT oplyser, at Viaplay er den største sportsdistributør på det danske marked, såvel som på det nordiske marked og tilbyder sine seere og annoncører de største sportsrettigheder – der tæller alt fra fodbold, Formel 1, Golf, Tennis, NFL og vintersport.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER - KLIK HER.