Jesper S. Jørgensen, der i dag er Chief Commercial Officer hos reklamebureauet Hjaltelin Stahl, bliver ny CEO for mediebureauet MediaCom. 

Det oplyser GroupM i en pressemeddelelse.

– Jesper bringer nogle nye og spændende kompetencer med sig og er den rette til at fortsætte vores transformation for at sikre, at vi hele tiden er relevante for vores kunder og talenter, siger Jonas Hemmingsen, der er nordisk GroupM-CEO.

Han fortsætter:

– Jesper har i årevis været kendt som en stærk digital strateg hos Hjaltelin Stahl og har gennemført flere transformationer i organisationen. Samtidig har han spillet en vigtig rolle i at forberede salget af bureauet til Accenture Interactive i 2019. Hans visionære og forretningsorienterede tilgang til bureauet har bragt ham langt, og vi ser frem til, at han slutter sig til MediaCom.

CEO-stillingen hos MediaCom blev ledig, da GroupM-toppen og den daværende CEO, Morten Kristensen, i efteråret sidste år blev enige om at gå hver til sit. 

Det skete som konsekvens af den transformation, som GroupM indledte i 2017 og som groft sagt handler om, at bureaugruppen skal gå fra at være rene medieindkøbere til at være rådgivere, der skaber ”værdi sammen med kunderne,” som Jonas Hemmingsen tidligere har fortalt

I 2006 blev Jesper S. Jørgensen ansat hos Wunderman som Project Assistant. Siden blev han Account Manager samme sted, hvorefter han i en kortere periode var ansat hos Wibroe, Duckert & Partners.

I foråret 2014 begyndte han hos Hjaltelin Stahl, hvor han i 2015 blev en del af partnerkredsen. I maj 2019 – efter salget til Accenture Interactive – blev han Chief Commercial Officer.

Profil og strategi

Hos MediaCom skal han arbejde med bureauets profil og strategi, der har ”brug for tilpasninger og positionering for at distancere sig fra konkurrenterne.” 

– De forventninger brands har til deres bureaupartnere er eksploderet, og det er blevet et kapløb om optimering. Undervejs har vi glemt, at vi faktisk kommunikerer, fordi vores kunder har noget på hjertet. Succesrige kampagner er gået fra at være afhængige af få kloge hoveder til nu at kræve et samarbejdende team af specialister, siger Jesper S. Jørgensen i meddelelsen og fortsætter: 

– MediaCom har allerede stærke kompetencer i den henseende, og der vil sikkert være brug for flere. Jeg tror på, at fremtiden for os ligger i orkestreringen af komplekse kunderejser baseret på indsigtsfuld planlægning, intelligent implementering og datadrevet kreativitet.

Josh Krichefski, CEO, MediaCom EMEA, siger:

– Jesper har en unik baggrund inden for kreativitet, medier og digitalisering. Det er en brydningstid i vores branche, hvor alle muligheder er i spil. Og Jesper vil bygge videre på vores stærke kultur og hjælpe vores kunder med at fremtidssikre deres forretninger og med at vokse i en tid med mange forandringer. 

Jesper S. Jørgensen tiltræder sit nye job fredag 1. maj 2020. Han fortsætter hos Hjaltelin Stahl indtil da.