The Drum har offentliggjort branchemediets årlige liste over verdens 100 dygtigste digitale marketingfolk, Digerati.

Herpå optræder i år en enkelt dansker i skikkelse af Morten Grubak, der tidligere på året blev forfremmet fra kreativ direktør for medieselskabet VICE’s kreative bureau, Virtue, i Norden, til Executive Creative Director i hele Nordeuropa.

Hvad betyder det for dig at være med på listen?

- For at være helt ærlig, føles det ret surrealistisk. Kommunikation og marketing er verdens største branche, så det at være på en liste over de 100 bedste Digitale Marketers virker lidt som at have sort tøj på til Sensation White. Kort sagt, Jeg er meget beæret, siger han.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Og hvad betyder det for bureauet?

- The Drum er et stort branchemedie i mange af de andre lande, hvor vi har kontorer, så faktisk er opmærksomheden større der – blandt andet i London – end her i Norden. Men det er en stor ting for et relativt lille bureau-netværk at være på den liste, siger Morten Grubak.

Digerati-listen omfatter profiler fra bureauer, mediehuse og SoMe-platforme fra hele verden foruden marketingansvarlige fra blandt andre bank-, retail-, fødevare- og musikbrancherne. Morten Grubak er blandt andet med på listen, fordi det i løbet af to år hos Virtue er lykkedes for ham at hente otte trofæer ved Cannes Lions, VM i reklame, hjem til bureauet, skriver The Drum.

Heriblandt fire for den Grand Prix-vindende “Address the Future”, der promoverede virtuelle tøjkollektioner til bæredygtigheds-begejstrede fashionistas.

Dertil kommer, at det ifølge The Drum er lykkes for Morten Grubak at ”transformere Virtue fra at være en indholdsproducerende knopskydning hos VICE til et uafhængigt kreativt bureau i sin egen ret”.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Grubak i fint selskab

De 100 personer på Digerati-listen nomineres af The Drums læsere, hvorefter listen kurateres af branchemediets redaktion.

Listen omfatter i år velkendte navne som Tor Myhren, VP, Marketing & Communications, Apple, Marc Pritchard, Chief Brand Officer, Procter & Gamble, og Anna Rafferty, VP, Digital Consumer Engagement, LEGO Group.

Du er jo i fint selskab på listen. Er der nogle forbilleder imellem?

- Hvor dælen skal jeg starte? Det er jo nogle kæmpe-kanoner, jeg er i blandt, siger Morten Grubak og peger på blandt andre ”guruen Gary Vaynerchuk, Burger Kings globale CMO, Fernando Machado, og et stærkt felt af professorer og topchefer fra verdens største brands og virksomheder".

Der er dog én kandidat, som Morten Grubak er særlig fan af. Det er Ellie Norman, der er Director of Marketing & Communications i motorsportens fornemmeste klasse, Formel 1.

- Hun er lykkes med alt fra at søsætte en ny identitet for sporten efter 24 år, til at skabe et nyt fokus på fan-engagement via Netflix-serien ”Drive to survive”, der fjerner alt snak om motor-kubik og vender kameraet imod det kæmpe menneskedrama, sporten også er. Det kræver meget mod at udfordre så konservativ en sport, siger Morten Grubak.

Du kan tjekke årets Digerati-liste ud her.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.