En mildest talt hamrende irriterende svensker – med blomsterkrans i håret – vandrer rundt i en idyllisk skov og remser gennem det meste af et minut op, hvad svenskerne er bedre til end danskerne.
Vi nævner i flæng: Ligestilling, innovation, point i melodi grand prix, guldmedaljer, størrelse – og madspild.
Det hele er selvfølgelig serveret med masser af humor, og scenen stammer fra en ny kampagnefilm fra den danskfødte virksomhed Too Good To Go, der netop kæmper for at reducere madspild.
Det oplyser Røst Kommunikation, der står bag kampagnen, i en mail til Markedsføring.
Og kampagnen, der lanceres i dag, mandag den 29. september, spiller i dén grad på nordisk rivaliserings-drilleri.
”Der er et slægtskab, men også en klar konkurrencementalitet mellem de nordiske lande. Særligt mellem Danmark og Sverige, udtaler Carl Nors Mariager, kreativ direktør i Røst Kommunikation i mailen, og det er netop det, der er det kreative afsæt.
“Mestrer kunsten at stikke til os“
Sammen med Too Good To Go har bureauet kigget på aktuelle data om madspild, og ”det er tydeligt, at Danmark halter bagud, og at svenskerne i højere grad formår at begrænse madspild i hverdagen”.
Artiklen fortsætter under billledet.
”Og det er desværre realiteten. Hele kampagnens præmisser bygger op omkring at det faktisk står 1-0 til Sverige, når vi ser på kampen mod madspild,” lyder det videre i mailen fra Carl Nors Mariager, der tilføjer:
”Vi så det som en mulighed for at aktualisere denne problemstilling ved at sammenligne os med svenskerne. Derfor har vi også valgt en skuespiller til hovedrollen, som mestrer kunsten at stikke til os, der hvor det gør allermest ondt på vores nationale stolthed.”
Too Good To Go’s mission har været styrende for kampagnens retning, og målet er at engagere danskerne på en ny måde – ved at aktivere konkurrencementaliteten.
”Det er konkurrenceånden, der skaber et stærkt afsæt for kampagnen. Den giver os mulighed for at forene kærlig, nordisk humor med et alvorligt budskab,” udtaler Laura Frederikke Nielsen, der er marketing manager hos Too Good To Go i Danmark i mailen og tilføjer:
”Hos Too Good To Go er vores mission enkel: God mad bør ikke gå til spilde. Med lidt nabodrilleri håber vi at tænde en gnist hos danskerne og engagere endnu flere til at tage aktivt del i kampen mod madspild.”
Kampagnen kører på digitale platforme, og gennem aktivering hos Too Good To Gos partnere, herunder lokale butikker, cafeer og restauranter
Se den irriterende svensker her …