“Når man får muligheden for et job, der både kræver og giver udover det sædvanlige. Så slår man til. Og man sætter alle sejl ind.”

Sådan lyder det i et LinkedIn-opslag fra Silan Druekær Erdem, som Coop har ansat som ny marketingchef i supermarkedskæden 365discount.

I opslaget har Silan Druekær Erdem lavet en lille collage, der beskriver hendes tanker bag at sige ja til marketingrollen i 365discount – som blandt andet inkluderer det engelske 00’er sangikon Craig David.

Silan Druekær Erdem kommer til Coop med mangeårig bureauerfaring fra OMD, hvor hun arbejdede i knapt ni år – senest som executive director. Op til sin nye stilling har hun freelancet for Folkekirkens Nødhjælp, hvor hun har stået for Corporate Partnerships i en kortere periode.

Om hvorfor hun har taget imod jobtilbuddet fra Coop, skriver Silan Druekær Erdem i en mail til mediet Markedsføring:

“Jeg tog imod jobbet, fordi det er en enestående mulighed for mig. Jeg skal bidrage til at 365discount bliver fremtidens discount butik. Det kan kun blive godt og spændende med de initiativer, der allerede er sat i gang.” 

Hun skriver, at hun er klar på den udfordring og de ambitioner, der skal indfries fra den marketingafdeling, hun nu skal lede. 

“Vi skal arbejde videre på det stærke fundament, der allerede er lagt. Vores primære fokus er vores kunder, og derfor skal vi være bedst til kunderejsen.”

Hvad glæder du dig mest til i din nye rolle? 

“Jeg glæder mig til at samarbejde med gode og dygtige mennesker. Og jeg glæder mig til at bidrage til en kultur, hvor bæredygtig ledelse og performance går hånd i hånd, så vi kan skabe de nødvendige resultater.”

Silan Druekær Erdem har en kandidat fra Copenhagen Business School i strategic market creation og derudover blandt andet to coach-uddannelser på CV’et.

365discounts nye marketingchef er desuden bestyrelsesmedlem i Dansk Kvindesamfund.