Med åbningen af en ny type pakkeshops – såkaldte Pick Me Up-butikker – i hele landet har det aarhusianske bureau Brandheroes opfundet en ny model for, hvordan pakkeshops kan udnyttes som medieplatforme. 

Det skriver bureauet, hvis kerneforretning er influenter og brandaktivering, i en mail til Markedsføring

Inden for de seneste måneder er der åbnet pakkeshops i København, Aarhus, Aalborg og Randers, og i 2025 forventer bureauet at åbne yderligere 10 styk landet over.

Lige nu er det Arlas Lurpak, der aktiverer det nye produkt ’Lurpak Plantebaseret’.

Om baggrunden for det nye koncept skriver Rasmus Arendt Nielsen, CCO hos Brandheroes, i mailen, at man på bureauet længe havde undret sig over det eksisterende set-up for afhentning af pakker.

“For det første undrede det os, at store e-commerce-brands er tilfredse med det nuværende setup. De investerer store summer i at optimere deres websites og købsflow, men den sidste interaktion med kunden sker ofte i en tilfældig døgnkiosk, hvor pakkerne ligger klemt sammen blandt mange andre. Det, ønsker vi at ændre, så købsrejsen afsluttes med samme høje kvalitet, som den begyndte.”

Rasmus Arendt Nielsen, CCO hos Brandheroes. Foto: PR

”En folieret ladcykel på en banegård”

Med en ambition om 500 daglige afhentninger pr. butik skaber Pick Me Up-butikkerne et fysisk medie, hvor brands kan interagere med deres målgruppe i de 2-3 minutter, det tager personalet at finde forbrugerens pakke. 

Kalkulen fra bureauet lyder på, at én butik på en måned kan nå op til 15.000 forbrugerinteraktioner – altså 60.000, alene for de nuværende fire butikker.

”Dertil kan lægges, at der månedligt passerer 3,6 millioner forbrugere forbi de brandede facader, hvorfor det giver mening at placere pakkeshops på A-placeringer, som eksempelvis Strøget, København,” skriver bureauet i mailen.

“Mange brands allokerer store budgetter til sampling og aktivering, men ender ofte med en folieret ladcykel på en banegård, hvor samples kastes i nakken på tilfældige forbipasserende. Det er synd og spild, fordi det sjældent skaber en reel forbindelse til målgruppen,” lyder det fra Rasmus Arendt Nielsen, der uddyber:

”Med Pick Me Up-konceptet kan brands både indfri deres sampling-KPI’er og levere en målrettet, positiv brandoplevelse. De 2-3 minutter, forbrugerne bruger på at hente deres pakke, er en oplagt mulighed for at engagere dem.”

Sara Rimfors, brand manager hos Arla for Lurpak. Foto: PR

Arla: ”En oplagt løsning”

Gennem januar har forbrugere, der har besøgt en af PickMeUp-butikkerne for at hente deres pakker, kunnet opleve et brandet ’Lurpak Plantebaseret’ miljø. 

Hvis de har accepteret at afgive en email permission får de en gratis pakke af produktet med hjem – efterfølgende modtager de et spørgeskema med produkt- og brandrelevante spørgsmål, som giver værdifuld feedback til Arla.

Og Sara Rimfors, der er brand manager hos Arla for Lurpak, synes godt om konceptet. 

“Det er en vigtig del af vores strategi at nå bredt ud til vores forbrugere og skabe mulighed for, at så mange som muligt kan prøve vores produkt. Derfor var samarbejdet med Brandheroes og PickMeUp-konceptet en oplagt løsning,” lyder det fra hende i mailen, hvor hun tilføjer:

”Vi får ikke blot muligheden for at distribuere samples i stor skala, i et brandet miljø, men også værdifuld indsigt fra forbrugerne om deres oplevelse af Lurpak Plantebaseret.”

Ifølge Brandheroes giver PickMeUp-konceptet brands mulighed for at købe rettigheder til pakkeshops i en måned ad gangen – hvor man så har mulighed for at fylde butikkerne med samples, budskaber osv.