Den internationale konsulentvirksomhed Accenture har haft pengepungen oppe og talt danske kroner sammen. De har investeret i den danske AI-virksomhed Halfspace

Det skriver Accenture i en pressemeddelelse.

”AI bliver taget i brug i virksomheder hurtigere end nogen tidligere teknologi. Vores forskning viser, at 69 procent af ledere mener, at det skaber et akut behov for forretningsmæssig transformation,” skriver Carsten Sachmann, Accentures leder i Norden i meddelelsen, og tilføjer:

”Som en af de største rendyrkede AI-virksomheder i Nordeuropa styrker Halfspace vores AI-kapacitet og talentmasse og øger vores evne til at hjælpe kunder med at realisere AI’s fulde potentiale.”

Med opkøbet følger også Halfspaces tæt ved 80 ansatte til Accentures nordiske AI-afdeling.

”I de sidste ti år har vi arbejdet målrettet på at levere AI-løsninger af høj kvalitet på tværs af brancher og skabe varig værdi for vores kunder – samtidig med at vi har tiltrukket de dygtigste talenter. Ved at forene kræfter med Accenture kan vi skalere vores løsninger yderligere og nå bredere ud i industrien, hvilket giver vores kunder i Norden endnu bedre resultater,” skriver Claus Bek Nielsen, CEO hos Halfspace.