Det verdensomspændende konsulenthus Accenture melder i et internt memo ud, at man skrinlægger – eller “sunsetter”, som det formuleres i memoet – flere af koncernens konkrete diversitets- og inklusionsmål.
Det skriver Financial Times.
Ifølge memoet, der er signeret af Accentures CEO, Julie Sweet, og sendt på mail til alle medarbejdere, sker ændringen efter en intern evaluering af det politiske landskab i USA.
Hvilken betydning — hvis nogen — det får for den danske gren af konsulenthuset er endnu uvidst. Markedsføring har kontaktet Accenture Song for at høre, hvilken betydning skrinlægningen får for dem.
Accenture Song har ikke ønsket at stille op til interview.
Trumps går til kamp mod diversitetsprogrammer
Accenture har indtil nu fulgt retningslinjerne i det amerikanske DEI-program (Diversity, Equity, Inclusion), som blandt andet har skullet sikre ligelig kønsfordeling og repræsentation af minoriteter.
Efter at Donald Trump blev genindsat som amerikansk præsident den 20. januar, har han beordret, at DEI-programmerne stoppes.
Og ifølge The Guardian har den nyudnævnte amerikanske statsanklager, Pam Bondi, i et internt memo sidste onsdag bedyret, at justitsministeriet vil “undersøge, eliminere og straffe” illegale diversitetsprogrammer i den private sektor.
Følger tech-giganters eksempel
Accentures skrinlægning af sine diversitets- og inklusionsmål kommer efter, at blandt andre Amazon og Meta i de seneste uger også har meldt ud, at de sløjfer deres målsætninger på området.
Helt konkret stopper Accenture sine “global employee representation goals” og sine “career development programs for people of specific demographic groups”, lyder det i memoet fra Julie Sweet. CEO’en understreger samtidig, at koncernen stadig holder fast i sine kerneværdier, såsom lige muligheder for alle.
Accentures diversitets- og inklusionsmål blev oprindeligt formuleret i 2017 og opdateret i 2020. De gik blandt andet ud på, at virksomheden skulle have 50 procent kvinder ansat, og at 30 procent af de ledende stillinger skulle besættes af kvinder.
Ifølge Accentures seneste årsrapport udgjorde kvinder sidste år 48 procent af de ansatte i koncernen og 30 procent af de ledende stillinger.