30 år efter etableringen af AKQA forlader grundlægger og CEO, Ajaz Ahmed, nu koncernen.
Det oplyser WPP, der ejer AKQA-gruppen, i en meddelelse.
Hans efterfølger er endnu ikke udpeget, hedder det i meddelelsen, hvor det fremgår, at AKQA Group i mellemtiden ”vil blive ledet operationelt af det eksisterende ledelsesteam hos AKQA og Grey, med WPP Chief Technology Officer Stephan Pretorius (…) i rollen som midlertidig formand”.
WPP købte AKQA i 2012, og siden 2020 har gruppen internationalt opereret sammen med søsterkoncernen Grey inden for AKQA-koncernen. I Danmark opererer de to bureauer dog fortsat under hvert deres brand.
I meddelelsen udtaler Ajaz Ahmed blandt andet:
“At tjene AKQA’s team, kunder og værdier i løbet af de sidste 30 år har været den største ære i mit liv. At grundlægge AKQA i en ung alder var starten på en utrolig rejse, og hvis skæbnen tillader det, ser jeg frem til yderligere 30 års meningsfuldt arbejde og at gøre en forskel. Jeg er enormt spændt på de eventyr, der ligger forude.”
I følge det amerikanske branchemedie AdAge står det ikke klart, hvad Ajaz Ahmed skal tage sig til fremover.
Men WPP skriver, at han fortsætter sit velgørende arbejde, hvor han blandt andet sidder i bestyrelsen for Elton John AIDS Foundation, Virgin Unite, grundlagt af Sir Richard Branson, og Mission 44, grundlagt af Sir Lewis Hamilton.