Carlsberg bliver i et nyt partnerskab med DBU nu også officiel partner for kvindelandsholdet. 

Det oplyser DBU på sin hjemmeside.

Dermed er Carlsberg for første gang nogensinde partner for både herrelandsholdet og kvindelandsholdet.

”Vi er stolte over at styrke vores engagement i dansk fodbold ved også at støtte Kvindelandsholdet. Vi ser et stort potentiale i at skabe nye, spændende fanoplevelser, der ikke kun bringer fansene tættere på holdet, men også styrker deres tilknytning til både sporten og Carlsberg,” lyder det fra Marcela Wive, vice president marketing i Carlsberg Danmark, på DBU’s site.

Også hos DBU glæder man sig over, at Carlsberg træder ind som partner for Kvindelandsholdet ”Med et dedikeret fokus på at forbedre fanoplevelsen”.

”Intet er vigtigere end vores rød-hvide fans. De er drivkraften i det, vi spiller og kæmper for. Derfor er det fantastisk, at Carlsberg nu også vil være med til at løfte fanscenen omkring Kvindelandsholdet og give fansene endnu bedre oplevelser, når de følger holdet,” udtaler Birgitte Mabeck, der er kommerciel direktør i DBU. 

Kvindelandsholdet står foran to testkampe mod Sydafrika i Aalborg og mod Holland i Esbjerg, sidstnævnte den 29. oktober i Esbjerg, hvor Carlsberg vil ”give en gratis omgang øl – med eller uden alkohol -– til alle på stadion”.