Størstedelen af marketeers i UK er ikke sikre på, at AI gavner virksomheders bundlinje.
Det viser en ny undersøgelse lavet af tech-undervisningsvirksomheden General Assembly, ifølge MarketingWeek.
Undersøgelsen, der er foretaget blandt 300+ marketing- og salgsmedarbejdere i UK, viser således, at 62 procent af de adspurgte ikke er overbevist om, at AI vil hjælpe til at øge virksomheders indtægter.
Og næsten halvdelen af undersøgelsens respondenter, 46 procent, sætter spørgsmålstegn ved, om AI gavner brugeroplevelsen blandt virksomheders kunder.
En af årsagerne til den manglende tillid til AI, kan ifølge General Assembly-undersøgelsen tilskrives, at respondenterne ikke har modtaget tilstrækkelig træning i effektiv AI-brug.
Såleledes svarer blot 17 procent at de har modtaget fyldestgørende undervisning til at bruge AI effektivt – og 32 procent melder tilbage, at de slet ikke har modtaget formel træning i AI-brug.
I undersøgelsen svarer 69 procent, at de har oplevet at kunne øge deres produktivitet ved hjælp fra AI, hvilket Jourdan Hathaway, der er chief business officer i General Assembly, mener er for lavt.
“Generisk AI-træning, der passer til alle, kunne måske fungere for tre år siden. I dag har hver afdeling brug for træning, der er skræddersyet til deres rolle,” siger han til MarketingWeek.