En stribe plakater – med fotos, der umiddelbart kan ligne velvoksne mandlige kønsorganer – og tekster som ”Cocks Deserve Rights Too” og ”Stop F*cking the Cocks” pryder lige nu mure i blandt andet Danmark, Sverige og England.
De slørede fotos forestiller dog i virkeligheden … hanekyllinger.
Og målet med kampagne, der ifølge svenske Resumé, skyldes en anonym kampagnegruppe, er at rette fokus mod det faktum, at milliarder af daggamle hanekyllinger årligt må lade livet. Blot fordi de er hanekyllinger og ikke kan lægge æg.
Gruppen, der kalder sig ’Save The Swedish Cocks Initiative 2025’ lancerer kampagnen ud af Sverige for at råbe svenskerne op, men budskabet kører også i Danmark, Belgien og England, hvor den samme aflivningspraksis benyttes.
Ifølge en artikel på science.ku.dk fremgår det således, at samme praksis stadig er lovlig i Danmark, og ”herhjemme slår vi årligt godt tre millioner daggamle hanekyllinger ihjel”, hedder det i artiklen.
“Gasset eller kværnet levende”
Ifølge artiklen fra KU bliver der ”på verdensplan hvert år slået omkring syv milliarder hanekyllinger ihjel i æg-industrien, få timer efter de er udklækkede. De bliver typisk gasset eller kværnet levende. For hanekyllingerne kan i sagens natur ikke lægge æg, og der er tale om racer, som det ikke kan betale sig at fede op som slagtekyllinger.”
Og den anonyme kampagne har da også fået luft under vingerne.
Ifølge branchesitet Campaigns of the World havde den allerede i starten af august nået over fire millioner eksponeringer på sociale medier, genereret over 50.000 besøg på kampagnesitet og skabt ’hundredvis’ af debattråde og kommentarer på Reddit, Instagram, YouTube og TikTok.
Til sitet udtaler en ’talsperson fra gruppen ’Save The Swedish Cocks Initiative 2025’ om det aktivistiske, kreative greb:
“Vi bruger absurditet til at afsløre absurditet. At dræbe dyr, vi aldrig har planlagt at spise – når vi har teknologien til at undgå det – er ikke bare uetisk, det er uacceptabelt.”
Ifølge gruppen, og artiklen på science.ku.dk, findes der i dag metoder til at undgå aflivningerne: In-ovo sexing technology, som går ud på at man kan se kønnet på kyllingen, før den klækker.
Se kampagnefilmen her.