Rekom Group og Saltlageret, der står bag Zurf Bar i Aalborg, er blevet meldt til politiet på baggrund af barens ”gentagne overtrædelser af regler i forbrugeraftaleloven og markedsføringsloven”.

Det oplyser Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.

Zurf Bar har ifølge Forbrugerombudsmanden henvist til alkohol i sin markedsføring over for børn og unge under 18 år, lige som baren gentagne gange skal have kontaktet elever på Aalborg Handelsskole via beskeder på Messenger og per telefon – herunder elever i skolens festudvalg – uden at have deres samtykke. 

Markedsføringen er efter Forbrugerombudsmandens opfattelse desuden sket på ”aggressiv og utilbørlig” vis. 

Forbrugerombudsmanden har talt med en af skolens elever, som blandt andet fortalte, at vedkommende blev kontaktet telefonisk af Zurf Bar på dagen for en fest med et tilbud om et gratis bord og en bordpakke, hvis de kom minimum ti piger.

Zurf Bar har desuden, skriver Forbrugerombudsmanden, udleveret flere hundrede ”røde armbånd” (billetter til gratis drinks på baren) til en studerende, hvorefter armbåndene lå frit tilgængeligt for alle studerende på Aalborg Handelsskole. 

Forbrugerombudsmand, Torben Jensen, skriver i pressemeddelelsen:

”Zurf Bar står bag gentagne tilfælde af markedsføring over for handelsskoleelever, endda også telefonisk, uden at have fået elevernes samtykke til at blive kontaktet. Desuden har baren i sin markedsføring, henvist til alkohol. Unge under 18 år er en særlig sårbar og let påvirkelig gruppe af forbrugere. Det er alvorligt, og jeg har derfor valgt at anmelde sagen til politiet.”