Mercedes-Benz i Danmark er blevet politianmeldt af Forbrugerombudsmanden for vildledende klimapåstande. Det skriver Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.

Blandt andet er bilselskabet blevet anmeldt for udsagn som “Den grønne revolution”, ”Mercedes-Benz begynder CO2-neutral produktion” og ”Certificeret miljøvenlig”, skriver Forbrugerombudsmanden.

“Markedsføring af de tiltag, virksomheder iværksætter for at nedbringe deres miljøbelastning, er vigtig information til forbrugerne. Men oplysningerne skal være korrekte og må ikke give forbrugerne et indtryk af, at virksomheders tiltag er mere vidtgående, end de er. Det er vildledende markedsføring og strafbart,” lyder det i pressemeddelelsen fra Forbrugerombudsmanden, Andreas Weidemann.

Det er den aktivistiske organisation Greenpeace, der havde klaget over Mercedez-kampagnen. Her er man tilfredse med, at Forbrugerombudsmanden har sendt sagen til politiet.

“Vi er naturligvis glade for at Forbrugerombudsmanden nu politianmelder Mercedes-Benz for greenwashing. Vildledende reklamer for klimaskadelige produkter er en alvorlig trussel for den grønne omstilling, fordi det kan føre forbrugerne bag lyset til at træffe klimaskadelige valg. Vi har derfor længe efterlyst, at markedsføringsloven håndhæves, og der indføres sanktioner over for virksomheders grønne vildledning,” siger Sune Scheller, kampagnechef i Greenpeace, i en pressemeddelelse.

Bureauet, der har hjulpet Mercedes med kampagnen i Danmark er ikke blevet politianmeldt, oplyser Forbrugerombudsmanden.