”Det bliver Danmarks største kommercielle annonceplatform.”
Sådan sagde adm. direktør for Trusted Web, Christine Liv Nielsen, til Markedsføring om netop annonceværktøjet Trusted Web, der blev lanceret her til lands af Berlingske Media sammen med tech-selskabet Concept X i starten af oktober sidste år.
Værktøjet skulle ifølge Christine Liv Nielsen tage kampen op med de store techgiganter ved at give annoncører mulighed for selv at købe annonceplads direkte hos Berlingske og i Concept X-universet.
Men nu trækker Berlingske Media stikket på Trusted Web- – efter under et års levetid, skriver Christine Liv Nielsen i et opslag på Linkedin.
Hun begrunder i opslaget lukningen af Trusted Web med Amedias opkøb af Berlingske Media i slutningen af 2024.
”Lukningen sker, efter at Berlingske Media blev opkøbt af den norske mediekoncern Amedia, hvor fokus nu er rettet mod andre strategiske initiativer,” skriver Christine Liv Nielsen.
Var ikke fantastisk
Efter udmeldingen om lukningen fortæller koncernchef i Berlingske Media, Anders Krab-Johansen, i et interview med Mediawatch, at energien forsvandt ud af Trusted Web-projektet. da Berlingske Medias tidligere ejer, hollandske DGP Media, ikke længere var en del af det.
Adspurgt hvad udbyttet af Trusted Web-projektet har været, siger Anders Krab-Johansen til Mediawatch:
”Faktum er, at vi lukker det. Hvis det var fantastisk, lukkede vi det ikke.”
Han mener dog, at projektet har vist, at annoncører gerne vil have et netværk, der enkelt giver adgang til publicistiske medier.
Ifølge Mediawatch har Berlingske Media tabt ”et mindre beløb” på platformen, der i sit eneste årsregnskab havde et driftunderskud på 0,9 mio.
Anders Krab-Johansen fortæller til Mediawatch, at Berlingske Media ikke har opgivet ideen om en selvbetjeningsløsning for annoncører.