Bet365 anker dom fra Sø- og Handelsretten om ulovlig brug af danske topatleter i sine posts på sociale medier. Samtidig fortsætter spilselskabet med at poste billeder af sportsstjerner, skriver K-News.

Flere sportsstjerner – heriblandt Mikkel Hansen, Pernille Harder, Christian Eriksen og flere andre spillere fra fodboldherrelandsholdet – fik i forrige uge medhold i en sag mod spilselskabet bet365, der har brugt elitesportsudøvernes navn og billede på Twitter og Facebook uden tilladelse.
Sø- og Handelsretten tilkendte erstatninger til samlet 23 danske sportsfolk i en størrelsesorden rangerende fra 50.000 til 1.450.000 kroner – samlet 4,75 mio. kroner.
Men nu anker Bet365 Sø- og Handelsrettens afgørelse til Højesteret, skriver mediet K-News, der har været i kontakt med spilselskabets in-house advokat Edward Musa.
Ifølge Edward Musa, er Bet365 af den holdning, at spilselskabets opslag med de danske sportsfolk på Twitter og Facebook ikke er reklame, men af redaktionel karakter, fordi billeder og navne er blevet brugt til at:
”Illustrere og reportere fra sportsbegivenheder, sportsresultater og sportsnyheder, som relevante illustrationer i forbindelse med interaktive bruger-diskussioner og debatter i relation til kommende og tidligere sports-events. I forbindelse med brugen af billederne var der ikke noget direkte link til Bet365’s produkter eller nogen reklame,” skriver Edward Musa til K-News.
K-News beretter desuden, at Bet365 efter dommen fortsat udkommer med opslag med sportsstjerner – nu bare med internationale sportsstjerner såsom Kevin De Bruyne.