Harboes globale marketingdirektør, Ninalouise Rasmussen, har fået endnu en titel på visitkortet.

Fremover er hun også salgsdirektør for Harboes Bryggeri i Danmark. 

Det skriver hun i et opslag på LinkedIn, hvor det også fremgår, at hun reelt siden efteråret har ledet afdelingen i en midlertidig rolle. 

”Nu er det officielt; Jeg er ny salgsdirektør for Harboes danske drikkevareforretning,” skriver hun i opslaget og tilføjer:

”Samtidig; Jeg fortsætter som Global Marketingdirektør, med ansvaret for vores brands, innovationer og insightsaktiviteter i alle markeder.”

“En dygtig ledergruppe”

Ninalouise Rasmussen har tidligere gjort karriere hos Carlsberg som bl.a. category manager og business development manager, siden hos slik-giganten Haribo, hvor hun blandt andet havde ansvar for nordisk marketing & commercial development.

I 2022 kom hun til Harboes Bryggeri som global marketingdirektør – en stilling hun fortsat sidder i, samtidig med at hun altså også får ansvaret for det danske salg.

Omkring sig, skriver hun videre, har hun i hver af de to afdelinger samlet ”en dygtig ledergruppe som skal drive dagligdagen sammen med mig”. 

Det drejer sig om Claus Asmussen og Klavs Husmand, der skal drive bryggeriets to forretningsenheder i Danmark, samt Lars Hørlyck Christensen, der forfremmes til leder af Global Brand Marketing, Nicole Leander Ahlgren, leder af Global Innovation & Product, og Thomas Hildebrand Christiansen leder Global Category & Insights.