Anja Linnet er udnævnt til vicedirektør på bureauet Have Kommunikation & PR, hvor hun dermed bliver bureauets næstkommanderende under direktør Michael Feder.
Det oplyser bureauet i en pressemeddelelse.
”Anja har spillet en absolut nøglerolle i udviklingen af selskabet de senere år – både forretnings- og organisationsmæssigt. Hun er en værdifuld sparringspartner for mig, og hun har udvist en enestående evne til at lede og inspirere vores medarbejdere,” siger Michael Feder i meddelelsen, hvor det også fremgår, at
Anja Linnet vil få ’en meget central rolle i firmaets strategiske udvikling i de kommende år’.
Anja Linnet er 43 år og uddannet cand.comm. fra Roskilde Universitet. Hun har været hos Have Kommunikation & PR siden august 2018, hvor hun startede som seniorrådgiver og siden 2019 har fungeret som chefrådgiver.
Før Have har hun haft ledende kommunikationsstillinger i forlags- og musikbranchen hos bl.a. People’s Press og ArtPeople.
Om sin nye rolle siger Anja Linnet i meddelelsen, at hun glæder sig til at ’dedikere endnu mere tid til ledelse, forretnings- og organisationsudvikling’.