“Som et kram i munden” og “et burger-mesterværk”.
Sådan lød nogle af vurderingerne ved en burger-prøvesmagning, som svenske Max Burger for nylig gennemførte, hvor et panel skulle smage den nye ’Big Mac’ og Max’ egen nye ’Big’.
Anledningen var, fremgår det af en pressemeddelelse, at konkurrenten, McDonald’s, havde meldt ud, at man ville opdatere menuen – herunder flagskibet ’Big Mac’ – så den svenske kæde, der netop selv har opdateret deres egen ’Big’, besluttede sig at for at drille ærkerivalen.
Panelet var dog noget usædvanligt sammensat, da Max havde inviteret en række nuværende og tidligere McDonald‘s-medarbejdere til at prøve “den opdaterede version”.
“En perfekt mulighed for at teste deres såkaldte ‘store’ dobbeltburger mod vores. Og for at være retfærdig gav vi dem en betydelig fordel med en totalt partisk jury – til deres fordel. Eller det troede vi i hvert fald,” lyder det i meddelelsen fra Linus Blom, head of brand strategy & planning hos Max Burgers.
”Ingen kendte betingelserne”
Ifølge Linus Blom vidste panelet hverken før eller under optagelsen, hvem der stod bag testen, eller hvilken burger de rent faktisk smagte.
Artiklen fortsætter under billedet.
Dette blev først afsløret efter testen – også foran kameraet.
”Resultaterne var over al forventning. Mange vil helt sikkert synes, det er manipuleret, da vi næsten fik for gode reaktioner. Men vi kan forsikre alle om, at ingen af deltagerne kendte betingelserne,” skriver Linus Blom og tilføjer:
”Forhåbentlig vil dette tilskynde flere mennesker til at sammenligne de to. Men det er klart, at præfikset ‘stort’ egentlig kun passer til én af disse burgere.”
Tradition for at drille
Svenske Max har – ligesom Burger King – en lang tradition for at drille McDonald’s.
For eksempel kaldte de deres dobbeltburger “Big Max” i begyndelsen af 70’erne, men det syntes den amerikanske fastfood-kæde ikke om, så der blev nedlagt forbud mod navnet.
Siden forsøgte Max sig med “Max Big”, men heller ikke det faldt i god jord, så efterfølgende valgte den svenske kæde at kalde sin burger ’Big’.
”Mange tror nok, at den store amerikanske kæde var foran os, men de kom først til Sverige i 1973. På det tidspunkt havde vi allerede eksisteret i fem år, og vores Big Max-burger i to. Til sidst sendte de deres advokater efter os, og efter lidt ballade fik vores burger lov til at hedde Big,” skriver Linus Blom i meddelelsen.
Kampagnen, der er skabt af Åkestam Holst NoA i Stockholm, med Hear som mediebureau, kører online og på sociale medier.
Du kan se kampagnen herunder: