Coop vil undersøge, om dagligvarekoncernen skal stramme sine procedurer for butikkernes brug af såkaldte ”ja tak”-tilbud på sociale medier.

Det sker efter, at Forbrugerombudsmanden har advaret om, at tilbuddene kan være vildledende, hvis varen kan købes til samme pris uden forbrugeren har reageret på opslaget.

”Vi tager altid kritik fra Forbrugerombudsmanden alvorligt,” siger Emil Ulrichsen, senior kommunikationsrådgiver hos Coop Danmark, til B.T.

Han oplyser samtidig til avisen, at Coop løbende informerer butikkerne om reglerne for tilbudsformen. Og koncernen nu vil undersøge, om der er behov for at indskærpe procedurerne.

Hos Rema 1000 er ”ja tak”-tilbud ikke en del af kædens profil, og butikkerne bliver bedt om ikke at anvende dem, fortæller Jonas Schrøder, kommunikations- og ansvarlighedsdirektør i Rema 1000, til B.T.

Ifølge Jonas Schrøder har enkelte Rema 1000-butikker tidligere benyttet tilbudsformen, men kæden har i de tilfælde bedt butikkerne stoppe.