“Du bestiller ved at kommentere ”Ja tak 1 stk.” under opslaget”.”

Formuleringer som ovenstående møder ifølge en pressemeddelelse fra Forbrugerombudsmanden ofte forbrugerne i tilbudsopslag på sociale medier, hvor særligt dagligvarebutikker beder deres kunder reservere en vare ved at kommentere på opslaget.

Men hvis varen kan købes til samme pris i butikken uden reservation, kan markedsføringen være vildledende, fastslår Forbrugerombudsmanden på baggrund af en række klager fra forbrugere.

I to konkrete tilfælde blev blandt andet svinemørbrad og majs markedsført som ”ja tak”-tilbud på sociale medier.

De samme varer blev dog solgt til præcis samme pris gennem supermarkedernes almindelige tilbudsaviser. Dermed opnåede forbrugerne ingen besparelse ved at reagere på opslagene.

”Da prisen og udsigten til en mulig besparelse er et vigtigt parameter for mange forbrugere, når de handler, kan ja tak-tilbud få forbrugerne til at skynde sig at sige ja tak til et tilbud i den tro, at de sparer penge ved det. Hvis de kunne have fået varen til samme pris uden ”ja tak-tilbuddet”, kan der være tale om vildledning,” siger forbrugerombudsmand Torben Jensen i meddelelsen.

Skal være eksklusivt

Ifølge Forbrugerombudsmanden kan opslagene give indtryk af, at tilbuddet er særligt, eksklusivt og tidsbegrænset, selv om det reelt er tilgængeligt for alle kunder i butikken.

Virksomhederne opfordres derfor til kun at anvende “ja tak-formatet”, når tilbudsprisen kun kan opnås ved at reagere på den konkrete annonce.

”Tilbud skal være gennemsigtige og overskuelige for forbrugerne, og der skal i sagens natur være tale om reelle besparelser at hente. Jeg vil derfor opfordre alle virksomheder til kun at annoncere med ja tak-tilbud, hvis forbrugerne alene kan købe varen til en bestemt pris ved at reagere på disse annoncer,” siger Torben Jensen i pressemeddelelsen.