”Det kræver lidt mere at være vare i Coop”.

Sådan lyder overskriften på en ny kampagne, som detailgiganten selv kalder ”den hidtil mest omfattende kampagne for Coops største eget varemærke”.

Varegruppen – der ligeledes hedder Coop – omfatter cirka 3.000 forskellige varer i de fleste kategorier og i den kommende tid vil danskerne kunne møde budskabet på blandt andet outdoor, TV, print, sociale medier over hele landet.

Det oplyser Coop i en pressemeddelelse.

”Med kampagnen vil vi gerne pege på det, der er en central del af Coops DNA, nemlig at vi på mange varer gør os ekstra umage på kundernes vegne, så de får kvalitet for pengene, når de køber Coops egne varemærker,” siger senior marketingchef i Coop, Heidi Kessler.

Eksempel på outdoor-eksekvering fra ny Coop-kampagne. Foto: PR

Kampagnen, der er udarbejdet sammen med reklamebureauet Republica, viser nogle af de varer, der bærer Coop-navnet og fremhæver de krav, der er stillet til produktet.

Lægger ny linje

Et af de fremtrædende eksempler konservesdåserne, hvor Coop med overskriften ”Det kræver lidt mere at være en dåse i Coop”, understreger, at dåserne er uden hormonforstyrrende ‘bisphenoler’. 

Et forbud, Coop fortæller, at man indførte for 10 år siden, men som først fra i år og med implementering helt ind i 2026 træder i kraft i EU-regi.

Andre eksempler, der fremhæves i kampagnen, er PFAS-frie stegepander og det Coop-hakkekød, der som det første blev emballeret i flowpack – en tynd pose i stedet for en bakke – så der spares plast-emballage.

Og ifølge Heidi Kessler kommer Coop-kommunikationen til at følge den linje, man har lagt med den nye kampagne:

”Den kommer til at tydeliggøre de områder, hvor Coop er en særlig virksomhed, der hvor vi adskiller os fra konkurrenterne, f.eks. som her ved at have varemærker, man kun kan få hos os,” siger Heidi Kessler i meddelelsen.

Änglamark, Irma og Cirkel Kaffe er også egne varemærker hos Coop, men den nye kampagne er alene koncentreret om Coop-serien.

Se to af de nye kampagnefilm herunder. Oliver Zahle har instrueret, og Entrance og Rasmus Ejlers har produceret.