Det internationale awardshow Cresta Awards har offentliggjort årets shortlistede cases, og det vækker begejstring hos danske Marketsquare.
To Ikea-kampagner og en Toyota-kampagne har således sikret det danske bureau fem shortlister ud af fem mulige.
Det drejer sig om kampagnerne ’Sleep Mode’ og ’Mattress Deposit’ for Ikea – den seneste eksekvering i otte års Black Friday-modstand – og om Toyota Relax-kampagnen, som i løbet af efteråret ruller ud over hele Europa.
Og de fem shortlister glæder naturligvis på bureauet.
”Cresta er en af de globale priser, jeg har størst respekt for – mest fordi juryen består af nogle af verdens mest erfarne kreative profiler. Samtidig er det en semipermanent jury, som giver lidt mere kontinuitet i bedømmelserne,” lyder det fra David Asmussen, der er executive creative director på Marketsquare i en mail-kommentar til Markedsføring.
Han peger på, at det føles som noget helt særligt at blive anerkendt ”dér, hvor de skarpeste i branchen samles”.
“En sejr i sig selv at blive shortlistet globalt”
David Asmussen bemærker især bredden i anerkendelsen fra Cresta.
”At vi i år har hele fem shortlister er selvsagt noget, vi på tværs af teams’ene jubler over. Kategorierne synes jeg lidt er fuld plade i forhold til at være integreret bureau,” skriver han og tilføjer:
”Craft kategorien, Brand Purpose, Impact, Direct samt Social & Influencer viser, at hele huset har været i spil.”
Helt generelt mener han, at det er en sejr i sig selv at blive shortlistet globalt.
”Men det der luner ekstra meget, er, at arbejder, som jeg personligt synes er blevet overset nationalt, nu får international anerkendelse. Normalt skulle man tro, det var nemmere at komme på podiet nationalt. Men som en af vores kunder for nyligt sagde: “Kreativitet kender ingen grænser.””
Marketsquare markerede sig også sidste år ved Cresta Awards, hvor det blev til fire priser.
De gik til bureauets arbejde for henholdsvis Ikea med kampagnen ’Black Friday Prismatch’, og kampagnen ’C/O Christiansborg’ for non-profit organisationen Hellebro, der tilbyder husning for unge hjemløse.
Se alle Cresta-shortlisterne for 2025 her – og se casefilmen for en af Marketsquares nominerede Ikea-cases – ‘Sleep Mode’ – herunder.