Creative Circle – med Dorte Nielsen, Niels Heilberg, Sebastian Jensen og Stig Lauritzen i spidsen – vil i de kommende år indtage rollen som dansk repræsentant for verdens største kreative festival, Cannes Lions.

Det oplyser Dorte Nielsen til Markedsføring i en mail.

”At vi igen er en del af verdens største epicenter for kreativitet, er gode nyheder for alle. Både for bureauer, annoncører, kreative, jurymedlemmer og de unge talenter,” udtaler hun og tilføjer:

”Vi vil med repræsentantskabet sætte Danmark på verdenskortet.”

Repræsentantskabet omfatter blandt andet organisering af den danske delegation i Cannes, events før, under og efter Lions, og Young Lions konkurrencen, som i øvrigt fylder 30 år i 2025. 

Hertil kommer samarbejde om udvælgelse af jurymedlemmer til Cannes Lions, Eurobest, Dubai Lynx, Spikes Asia og flere andre.

Artiklen fortsætter under billedet.

Dorte Nielsen, Niels Heilberg, Sebastian Jensen og Stig Lauritzen er via Creative Circle nye, officielle danske repræsentanter for Cannes Lions-festivalen. Foto: PR

Adgang og inspiration

Creative Circle overtager stafetten efter TV 2, som fra 2008 og 14 år frem var Danmarks officielle Cannes Lions-repræsentant.

TV 2 meldte i efteråret 2022 ud, at man ikke længere ønskede at indtage rollen som dansk repræsentant, og Peter Olafsson, salgsdirektør i TV 2 Reklamesalg, sagde dengang til Bureaubiz, der bragte nyheden, at beslutningen var ”et led i en øget fokusering af vores uddannelses- og marketingaktiviteter over mod den digitale produkt- og platformsudvikling.”

Formålet med repræsentantskabet er, skriver Dorte Nielsen, ”at sikre danske bureauer og annoncører adgang til og inspiration fra verdens bedste kreative kompetencer og arbejder”.

Om Cannes Lions

  • Cannes Lions-festivalen har eksisteret siden 1954 og er oprindelig inspireret af den ikoniske filmfestival i Cannes
  • En række reklamefilm-entreprenører etablerede International Advertising Film Festival, og den første fandt sted i Venedig i september 1954. Dengang var der indkommet 187 filmbidrag fra 14 lande
  • Den anden udgave af festivalen blev holdt i Monte Carlo og den tredje – i 1956 – i Cannes. Herefter skiftede festivalen mellem Venedig og Cannes, indtil Cannes fra 1984 blev fast festivalby
  • Løven på Piazza San Marco i Venedig var inspirationen til de eftertragtede løvetrofæer
  • Festivalen, der i dag løber over fem dage i juni, tiltrækker 13.000 deltagere fra mere end 95 lande, og flere 26.000 bidrag indsendes hvert år
  • Cannes Lions 2025 åbner for indsendelser den 16. januar.

Og ifølge Niels Heilberg har det nye samarbejde stort potentiale.

”Med repræsentantskabet følger en række spændende muligheder for den kreative industri, men sandelig også for de virksomheder, der køber kreativitet,” skriver han i mailen og tilføjer:

”Samarbejdet kommer til at betyde, at Creative Circle i højere grad vil kunne opfylde vores mål om at dokumentere, løfte, inspirere og uddanne alle med en agenda inden for kreativitet.”

Masser af initiativer og tiltag

Niels Heilberg peger vindere på, at Creative Circle og dermed dansk kreativitet får adgang til ”verdens største kreative scene og idékatalog.”

”Og vi har til hensigt at bringe begge dele hjem, og dele ud af dem. Til bureauer, annoncører, selvstændige og studerende,” skriver han.

Ud over de allerede nævnte initiativer og tiltag, repræsentantskabet åbner for, nævner Dorte Nielsen følgende i mailen:

  • See It Be It-programmet, som et fuldt finansieret karriereforløb for kvinder i den kreative sektor – kun 12,6 procent af kreative direktører worldwide er kvinder)
  • The ERA Programme, som skal sikre inklusion og diversitet i talentmassen via to millioner euro i fripas til underrepræsenterede grupper
  • En række ’academies’, herunder Roger Hatchuel Student Academy, som skal give talentmassen hos bureauer og annoncører bedre karriereforudsætninger
  • Via Lions’ analyseenhed får danskerne desuden adgang til en række globale indsigter om sammenhængskraften mellem kreativitet og resultater.