Det er slut med at blive mødt af reklamer for Temu og i det hele taget købe varer fra den meget omtalte kinesiske online-platform, hvis man handler på den danske markedsplads Reshopper, der er målrettet børnefamilier.
Det fremgår af et opslag på Reshoppers Instagram-profil.
”Tryghed i hver eneste handel er altafgørende for vores brugere. Derfor har vi også besluttet at fjerne alle reklamer for Temu fra netværket hos vores annonceleverandør … Dét er annonceindtjening vi gerne undværer,” skriver den danske virksomhed på det sociale medie.
Varer udbudt af private, som er fra Temu, fjernes også, skriver Reshoppers, stifter, majoritetsejer og indkøbs- og salgschef, Casper Blom, på sin LinkedIn-profil.
”Årsagen er enkel: Fordi det er det rigtige at gøre,” skriver han og henviser til en undersøgelse fra Forbrugerrådet Tænk, der viser, at 30 ud af 38 varer fra Temu ikke overholder europæisk lovgivning.
”I første omgang burde disse varer slet ikke havne i Danmark, men når de nu alligevel gør det, så mener vi, det er vores opgave, at disse varer ikke går i cirkulation igen,” skriver Casper Blom og tilføjer:
”Jeg er ikke imod konkurrence (og jeg elsker lave priser), men jeg er imod at vi sender farlige produkter i hænderne på uvidne folk – og især børn…”
Just-Eat-stifter og Løvens Hule-profil, Jesper Buch, indtrådte forleden som næststørste ejer i virksomheden.