Børn og unge, der ser reklamer for betting, usunde fødevarer og alkohol. Eller det, der er værre.
Det er svært at være ung og sårbar på sociale medier i dag – og netop historier om problematisk annoncering, der rammer unge, har været heftigt debatteret i Danmark i år.
Hos TikTok er man meget opmærksom på problematikken. Sådan lyder det fra nordisk chef i TikTok, Liv Sandberg.
”TikTok er for alle over 13 år. Og alt, hvad vi laver på TikTok, er styret af vores guidelines. De unge mellem 13 og 18 år får en passende og aldersspecifik oplevelse. Det er super vigtigt for os at passe på vores yngre brugere.”
Så hvis en annoncør siger til jer, at de har et produkt, der ikke går over for børn og unge, så kan I garantere, at de ikke rammer det publikum hos jer?
”Ja, præcis. Det tager vi meget alvorligt,” siger Liv Sandberg.
Afhængighedsskabende eller bare sjov?
Ifølge afsløringer fra blandt andet Forbes og NPR er TikTok internt bevidste om, at platformen er afhængighedsskabende over for blandt andet børn og unge – særligt på grund af TikToks algoritme. Det viser interne retsdokumenter i en sag rejst mod TikToks ejere Bytedance. Dengang lød det fra TikTok, at det var problematisk, at de to medier bragte interne retsdokumenter.
Liv Sandberg mener, at TikTok er en ”sjov platform”. Særligt for annoncører, der gerne vil bruge TikTok til markedsføring.
”Vi bringer sjov tilbage til marketing. Jeg tror stadig på ægte kreativitet, der ikke bare rører ved det rationelle i os, men også følelserne.”
Når du taler om sjov og følelser, vil nogen sige at TikTok er meget underholdende. Andre vil mere negativt sige, at det er afhængighedsskabende. Nogle vil mene, at det er et problem især med kommercielt indhold over for børn og unge. Er det et problem i forhold til annoncører?
”Det er vigtigt for os at tage op over for annoncørerne. TikTok er engagerende. Men vores mål er ikke, at børn og unge skal bruge timevis på platformen. Den tid, de bruger, skal være meningsfuld. Og vi har bygget en lang række funktioner ind på appen, så forældre kan minimere deres skærmtid og tænke dybt og bevidst om dit digitale liv. Og så børn kan få et sundt forhold til appen,” siger hun.
Hun peger blandt andet på, at TikTok har en funktion, hvor forældre kan parre deres konto med deres børns og på den måde få et bedre indblik og sikre, at de ikke ser indhold, de ikke skal.
”Vi har en funktion, hvor du som familie kan parre din konto med din teenagers konto, så du kan introducere dem sikkert til den digitale verden. Jeg opfordrer alle forældre til at bruge den funktion og til at være engagerede i deres børns digitale liv.”
Er det lige sådan noget, teenagere hader?
”Jo, måske. Du skal altid ramme den balance med integritet og ansvar.”
Stort fokus på datasikkerhed efter kritik
Det seneste par år har TikTok været et af de mest omdiskuterede sociale medier i Danmark. Særligt i slutningen af 2023 eksploderede debatten, hvor flere danske myndigheder bandlyste TikTok på arbejdstelefoner, imens visse annoncører også tog afstand fra TikTok.
Siden har TikTok åbnet et kontor i København med lokale medarbejdere, der taler med myndigheder og annoncører.
Virksomheden har åbnet datacentre i Norge og Irland, der skal sikre, at man ikke overtræder europæiske dataregler. Været offentlige i debatten om datasikkerhed. Og allieret sig med et eksternt digitalt sikkerhedsfirma, der skal hjælpe med at holde øje med TikToks forhold til sine brugeres data.
Ifølge Liv Sandberg har det været med til at sikre, at TikTok i dag bliver anset for en mere troværdig og sikker platform.
”Vi er en ny platform og skal være transparente om alt, hvad vi gør. Vi skal være proaktive, åbne og ærlige. Vi er kommet lang vej, men vi har stadig plads til forbedring,” siger hun.
‘”Vi investerer i datasikkerhed, sikkerhed for børn og unge og skærmtid. Det er ting, der er vigtige for brands. Og fundamentale for, at man som brand vil være på vores platforme.”
Er det emner, som annoncører også taler med jer om?
”Ja, det er det absolut. Platformen udvikler sig, så vores arbejde er aldrig færdigt. Men vi er også kommet derhen, hvor vi i større grad er blevet en strategisk samarbejdspartner for brands i Norden. For et par år siden var vi den skæve ting, de satte på medieplanen, men i dag er vi en vækstmotor for dem.”
Debatten er dysset ned
Oplever du, at den kritiske debat, der var om TikTok for et år siden, er død i dag?
”Det fylder mindre. Vi er kommet langt på tillidsrejsen. Det skyldes de lokale hold, der arbejder tæt sammen med vores partnere. Sammenlignet med andre internationale tech-platforme har vi et stort lokalt hold,” siger Liv Sandberg.
Ifølge TikToks nordiske chef er der 12 medarbejdere hos TikTok i Danmark, imens man har over 100 ansatte på tværs af Norden. Og det er en meget bevidst satsning, hvor man løbende opruster på mandskab.
”Det er, fordi vi vil kunne give en bedre service og tale med direkte med kunderne lokalt. Vi har også vækstet vores hold i forhold til kommunikation og vores egen marketing. I Danmark har vi også en ansat, der arbejder med forholdet til myndigheder, lovgivere og NGO’er. Og det påvirker forretningen positivt.”
Netop lokale ansatte er noget, flere tech-platforme som Meta har skåret ned på i Norden. Er det vigtigt for jer at have?
”Ja. Og det er noget, vi er stolte af. Hvis ikke, vi havde lokale hold, ville vi ikke være i stand til at skabe tillid til platformen og til at være et ansvarligt selskab.”
Generelt oplever TikTok, dog trods den heftige debat, stigende interesse fra annoncører.
”Det er ikke en udfordring. Det handler stadig meget om kommunikation og tillid. Datasikkerhed er et stort spørgsmål og var et meget varmt emne for et år siden. Nu kommuniker vi vores langsigtede strategi om det. Vi har lavet en stor milliardinvestering i at sørge for, at data er sikkert. Men det er enormt komplekst at forklare og skabe tillid,” siger Liv Sandberg.