Dansk Markedsføring starter to nye netværk, der skal understøtte karrieren og arbejdslivet for foreningens medlemmer vest for Storebælt.
I Aarhus slår foreningen dørene op for et B2B Marketing-netværk med Thomas Clausen, der er Head of Digital Transformation hos byggekoncernen Saint-Gobain, i spidsen.
Og i Odense starter netværket Strategisk Marketing, hvor Hanne Sjødahl, der er Head of PR & Marketing hos Step, samt Julie Groth, der er marketingchef hos Odense Zoo, bliver netværksledere.
Thomas Clausen står allerede i spidsen for Dansk Markedsførings B2B Marketing-netværk i København, men er glad for at hjælpe til med at starte et lignende netværk i Aarhus.
”Vi har med tiden fundet et netværksformat, der giver faglig værdi, en flok engagerede ‘netværks-ister’ og gode faglige og personlige relationer,” siger han til Markedsføring.
“Det giver i sig selv energi, og derfor sagde jeg ja til at starte en tilsvarende gruppe vest for Storebælt,” skriver han.
Han håber, at ”en masse medlemmer vestpå også kan se muligheder og værdi i at være med fra start af. At man aktivt kan se en masse fordele i at sparre med ligesindede, skabe gode relationer og samtidig udbygge sin faglige horisont,” skriver han.
Vil gøre sig selv og andre klogere
Hanne Sjødahl er glad for, at hun kan være med til at styrke det faglige fællesskab i foreningen uden for Købenavhn.
”For mig betyder det noget for relationen, at dem, jeg er i netværk med, er fysisk tættere på,” lyder det fra hende til mediet Markedsføring.
Hun håber, at netværker kan styrke hendes egen og andre branchekollegers forståelse for strategisk marketing.
”Jeg håber at lære noget om mig selv i forhold til at være netværksleder, og så håber jeg, at jeg får nye faglige bekendtskaber. Men jeg håber allermest, at vi får nogle spændende dialoger om strategisk markedsføring,” skriver hun.
Du kan læse om B2B Marketing-netværket i Aarhus her.
Du kan læse om netværket for strategisk marketing i Odense her.