Det fremadstormende danske digital marketingbureau s360 åbner et nyt kontor i Spanien. Nærmere bestemt i Barcelona.
Det oplyser bureauet i en pressemeddelelse.
Chefen for det spanske kontor bliver Andrej Planic, der får titel af managing director. Han har 10 års salgserfaring fra Google og har boet i Barcelona de sidste fem år.
“Efter at have fulgt Barcelonas udvikling til at blive et attraktivt tech hub er jeg overbevist om, at s360s kombination af teknologi, data og digital marketing vil passe rigtig godt til virksomheder her. s360’s innovative tilgang har altid imponeret mig, og jeg ser frem til at gøre denne ekspertise mere tilgængelig for spanske og sydeuropæiske virksomheder,” udtaler Andrej Planic i pressemeddelelsen.
Fra Jakob Vedel, Group CEO hos s360, lyder det om udvidelsen:
”De seneste år har vi oplevet en stigende efterspørgsel fra virksomheder i hele Europa. Ved at åbne et kontor i Barcelona etablerer vi en base, der gør os i stand til at servicere vores europæiske kunder endnu bedre,” udtaler han.