Knud Romer: “Jeg blev til parodien på en reklamemand”

”Jeg har noget, jeg skal vise dig.”

Knud Romer rejser sig fra sin blå sofa og gør mine til, at jeg skal følge efter ham ud i køkkenet i hans lejlighed. Han famler rundt på en hylde med glas og småbander over sit dårlige syn.

”Det her er det ypperste, jeg har opnået af alt i min tid. Af alt – også De Gyldne Laurbær – hele lortet,” siger han og bugserer en lettere bulet Coca-Cola-dåse frem fra bagerste geled. ‘Share a coke with Knud,’ står der på dåsen med sodavands-fabrikantens ikoniske skrifttype.

Som barn slog der et Coca-Cola-lyn ned i Knud Romer, da han første gang smagte sodavanden i Købmand Olsens butik i Nykøbing Falster. Siden har han været gigantisk fan.

Dåsen er ifølge ham den eneste af sin slags i verden, der står Knud på. Han fik den som en personlig gave af Coca-Cola, fordi han i anledning af selskabets 125-års jubilæum havde sendt et fødselsdags-kort til brandet, hvor han udtrykte ”sin uendelige kærlighed” til både det og produktet.

En dag kom posten med et langt rør, hvor Coca-Cola havde trykt hans hyldesttekst i form af flaskens kontur på en hvid og rød baggrund.

”Og så havde mit brev været hele vejen over til hovedkvarteret i Amerika for at få juridisk godkendelse, fordi jeg i teksten kalder Coca-Cola for ’sort champagne’,” siger han og fortsætter i staccato:

“Fuck-ing-hell-mand. Konturflasken er jo hellig. Den er urørlig. Det at nå dertil. Jeg …”.

Knud Romer stopper ukarakteristisk sin sætning, trækker vejret og siger:

”Årh, fuck – der sendte jeg en hilsen tilbage til drengen på Falster.”

Før Knud Romer blev forfatter, var han reklamemand. Og før han var reklamemand, var han evighedsstuderende. En falstring, der efter 17 brødløse studieår var sunket særdeles dybt i specialesumpen.

Drømmen var at blive forfatter. Men ikke en hvilken som helst forfatter. Målet var at blive udgivet på det fornemme tyske forlag Insel Verlag, hvor Knuds Romers største litterære helt, Rainer Maria Rilke, var udgivet. En umulig drøm. For ingen ville udgive hans skriverier.

”Jeg skrev de mest vidunderlige essays, som ingen ville trykke, fordi de var for grænseoverskridende, for langt ude og for mærkelige. Om autoerotisk selvhængning, om forhudsrestaurering, og om de letopløselige væskers kulturhistorie. Ligemeget hvad jeg skrev, så var jeg bare til grin.”

I 1995 fik Knud Romer som 35-årig ved et tilfælde job som tekstforfatter på reklamebureauet Kunde & Co. Det var hans første job, og startlønnen i prøveperioden var på beskedne 8.000 kr. om måneden.

I sin bog ’Kort over paradis’ beskriver Knud Romer, at den største fjende på litteraturvidenskab havde været kapitalen og kommercialismen. Han var splittet.

”På den ene side vidste jeg, at det var min store chance. På den anden side følte jeg, at jeg var blevet pianist på et bordel. Jeg skulle jo skrive poesibøger og udkomme på Insel Verlag, men nu skulle jeg sidde og skrive tilbudsannoncer,” siger han og ændrer sin stemme en smule:

””Men kan du, Knud?”. Det var Gud, der sagde til mig, at jeg måske lige skulle prøve forfra og vise, om jeg overhovedet duede til noget.”

Over spisebordet i køkkenet i den gamle fire-værelses herskabslejlighed hænger et solbleget Coca-Cola-ur, der går forkert. Der er ingen sekundviser, så måske er det gået i stå.

Da vi bevæger os tilbage mod stuen, fortæller Knud Romer, at han bor på sin tidligere arbejdsplads. Lejligheden husede engang bureauet Emerge, hvor han en kort overgang slog sine folder som kreativ direktør.

Knud Romer virker begejstret over besøg, men også lidt udmattet. Hans dårlige syn tvinger ham til at bevæge sig langsommere igennem landskabet, end kroppen nødvendigvis kræver.

Og hans karakteristiske, viltre gestikulationer er mindre fremtrædende, end jeg husker dem fra tv-optrædener som i f.eks. ’Smagsdommerne’ på DR2, hvor han en overgang i 00’erne var fast inventar.

Da vi igen sætter os i fløjlssofaen igen, kommer jeg i tanke om, at jeg har tre Coca-Cola’er med i tasken, som jeg vil dele med ham.

”Jeg drikker 1,5 liter om dagen. Jeg vil ikke stå op uden Coca-Cola. Jeg gider ikke leve uden Coca-Cola. Hvis der er nogen, der serverer Pepsi på en restaurant, så går jeg,” siger Knud Romer i en tone, så man ikke er i tvivl om, at det passer.

Knud Romer er klædt i sit pæne og lidt forhutlede signatur-outfit: En let krøllet skjorte og mørk blazer. Jeg har både almindelig og sukkerfri cola, men han skal ikke nyde noget af den uden sukker, signalerer han med hænderne og kommer med en tirade om dengang i slutfirserne, hvor Coca-Cola Company lavede en ny og sødere cola med navnet ‘New Coke’.

Det blev en formidabel fiasko.

“Det udløste en så stor en protest, at en nyhedsudsendelse blev afbrudt med meddelelsen om, at Coca-Cola nu gik ned i bankboksen og hentede deres originale 7X-opskrift og vendte tilbage til den gamle smag. Der er derfor, det hedder Coca-Cola Classic i Amerika.”

I sin studentikose tilværelse nørklede Knud Romer ofte med en enkelt sætning i ugevis. Men da hans første opgave på Kunde & Co – en tagline for en kontorforsyning – ramte ham, var det med en helt anden tidsramme.

”Jeg vidste alt om erkendelsesteori, semiotik, antropologi og Heidegger, men jeg vidste intet om kontorforsyning,” siger han.

Derfor sagde den grønne Knud Romer til projektlederen, at han ville komme tilbage med nogle bud om en uges tid. Han fik at vide, at han havde en time. Det var nu eller aldrig.

”Og så var jeg jo på røven. Og det er jo det bedste, der kan ske for en: At stå med ryggen mod muren og ikke have nogen kattelem.”

Romers retoriske hjerne snurrede, og han diskede op med et paradoks:

”Vi har det hele til kontoret og lidt til, hvis det hele bliver for meget.”

”Projektlederen kiggede på mig, og så grinte han. Det kradsede ham i halsen på den rigtige måde. Der fandt jeg ud af, at det var den der lille effekt af latter, man var ude efter. Min næste opgave var for en tøjbutik på Strøget. Det slogan blev til: Kig ind og se godt ud.” Og sådan blev det ved, indtil det drejede sig om 120 millioners kam-pagner for B&O og for Bodum.”

Uden for står det ned i stænger. Den våde asfalt får trafikken på Toldbodgade til at støje mere gennem de åbne vinduer, så vi rykker til datteren Odessas værelse, der ligger ud mod gården.

”Jeg har faktisk kun åbnet vinduet, fordi jeg ryger indendørs. Jeg gør alt det, man ikke må, og det at ryge indendørs, det er jo nok det sidste, man må i dag for så er du også ond mod børn og ond mod andre mennesker,” siger han og tilføjer:

”Men til gengæld er der enormt mange, der besøger mig, fordi de kan sidde og smøge den herinde.”

Odessas storesøster Vienna har lige holdt 18-års fødselsdagsfest i lejligheden, og Knud Romer undskylder, at det roder. Hans syn er på grund af grøn stær helt væk på det højre øje og nede på blot seks procent på det venstre. Derfor er det ikke så lige til at rydde op efter festlighederne, pointerer han.

”Hold kæft nogle røvhuller, mand. De sviner så meget. Jeg er helt sikker på, at det er mine forældres straf over mig,” siger Knud Romer, inden han sætter sig i sin datters lave, uredte seng.

”Nu bliver det squ’ det sådan lidt psykoanalyse-agtigt, fordi jeg sidder i en barneseng med puder og bamser og sådan noget,” siger han skælmsk.

I reklamebranchen havde Knud Romer endelig fundet nogen, der kunne bruge hans evner.

”Jeg var så lykkelig. Det gav mig mit liv. Alting havde stået stille, men nu begyndte uret at gå. Tiden begyndte at gå,” siger han.

”Jeg var jo en travhest fra Falster, der aldrig var blevet lukket ud på travbanen. Og lige pludselig gik døren op, og så kunne jeg løbe. Og det jeg lavede, gav mening. Og jeg havde kolleger, der var sjove, flinke og pissekreative og dygtige og fandenivoldske, i stedet for den her nedgroede negl af akademikere, fundamentalistiske halv-religiøse, freudo-marxister. Det var en befrielse.”

Det var også i reklamebranchen, at Knud Romer lærte at kapitalisere på sine idéer.

”Jeg lærte at varegøre mine ting, hvordan man laver koncepter, hvordan man drejer på en femmer, og hvordan du laver noget, som fungerer. Thank you, bondefar Jesper Kunde,” siger han og smiler smådjævelsk.

Knud Romer blev hurtigt grebet af sin egen nyfundne succes, og i sit arbejdsraseri pressede han alt, hvad han kunne ud af sig selv.

”Det var året rundt, døgnet rundt. Du arbejdede som et svin, men du lærte noget. Og det, der var fantastisk ved Kunde & Co, var, at du ikke fik løn som fortjent. Du fik kunder som fortjent. Og det vil sige, at hvis du beviste dig selv, så fik du større og større kunder, større og større budgetter, større og større ansvar.”

Og Knud Romer erkendte samtidig også noget fundamentalt om reklamer.

Artiklen fortsætter efter billedet.

”Det kan godt være, man går rundt i blå all-stars med lyserødt hår og laver reklamer til et eller andet segment i indre København. Men i bund og grund handler det om mennesker, som laver skraldespande, og bønder, der producerer mælk, og folk med andre værdier end en selv – såsom ‘en krone sparet, er to kroner tjent’.”

De sidste fem år har Knud Romer skrevet på sin næste store roman: Katastrofernes orden. Men lige nu vil han hellere tale om en digt-julekalender, der udkommer på forlaget Lindhardt og Ringhof op til den kommende højtid.

Med barnlig begejstring leder han mig ind i stuen, hvor han viser nogle af de sort-hvide træsnit, der skal illustrere udgivelsen ’24 dage med rim i december’.”

”Jeg har levet hele mit liv for at lave denne bog. Det er det ypperste, jeg nogensinde har begået. Den bliver så guddommelig smuk. Man laver jo ikke bøger mere som i 1800-tallet, hvor der var rigtige kunstværker.”

Hvis der er en ting, Knud Romer elsker lige så højt som Coca-Cola, så er det jul. Han reciterer med ophøjet mine et af de 24 juledigte, han har forfattet:

”Er det dit hjerte flettet i mit? Ja da, det er det. Nu er det dit.”

“Er det ikke smukt?” spørger han stolt og fastslår:

”Det ypperste, man kan opnå, det er jo at lave en ABC, som bliver en del af det danske sprog. Den har jeg lavet. Og nu kommer min julekalender. Hvis jeg kan lave en julekalender, der bliver en del af julen for altid, så kan jeg dø i fred.”

Men var det ikke din største drøm at udgive en roman på forlaget Insel Verlag?

”Jo, ja, ja. Men det er jo bare en del af det. Du skal lave én roman, én novellesamling, én ABC, én julekalender og én godnathistorie. Det er én for hver genre.”

Knud Romers gammeldags julekalender står i skarp kontrast til de neon-farvede halvfemsere, hvor reklame-branchen inden internettet opererede med tårnhøje budgetter til print og tv-reklamer.

”Der lå en overskridelse i de enorme budgetter, for vi snortede jo kilometervis af coke, åd cambodjanske svampe og druknede os i champagne til julefrokoster på femstjernede hoteller i Schweiz og i London.”

Knud Romer var steget eksplosivt i graderne og lå i selen til at blive kreativ direktør på det, der nu var Danmarks største reklamebureau. Kunde & Co omsatte for over en halv milliard om året, og Romers årsløn var steget eksponentielt.

I 1998 blev han kontaktet af selveste Lars von Trier til at spille sig selv i form af reklamemanden Axel i den hypede dogmebølges anden film: ’Idioterne’. Filmen fik ham på den røde løber i Cannes og gjorde ham til en kendis i mere end snævre reklamekredse og i det københavnske natteliv. Og det var ikke sundt.

”Fordi lige pludselig var jeg jo ikke bare den falsterske solsort, der bare ville skrive kønne digte. Nu var jeg master of the universe og kunne føre mig frem i nattelivet derefter. Jeg gik rundt og spillede kong gulerod i et lyseblåt nylon-jakkesæt og lyserød flæseskjorte iført verdens dyreste sko fra Berluti. Og jeg havde nogle israelske solbriller, hvor der var en v-udskæring, som solbrændte V for Victory i panden på mig.”

“Jeg kom aldrig hjem fra Cannes. Jeg havde mistet jordforbindelsen.”

Var du blevet til den største reklame-kliché af alle?

”Ja, for jeg har jo aldrig været reklamemand. Jeg havde levet i det Stockholm-syndrom, som var, at jeg havde identificeret mig med mine kidnappere. Jeg blev til parodien på en reklamemand.”

Nytårsaften 2000 skulle Knud Romer fejre i Reykjavik hos tidens måske største stjerne: Björk. Men efter nytårsraketterne var krudtet af, kom han hjem til København. Til en lejlighed, hvor han havde glemt at slukke
vandet, så badevandet silede ned hos underboen.

Husejerne havde været nødt til at låse sig ind i lejligheden, og forfatningen var så dårlig, at han blev sagt op på gråt papir.

”En årelang bane af coke indhentede mig som en tændt lunte og eksploderede i ansigtet på mig,” skriver Knud Romer i Kort over Paradis.

Hans lejlighed var et billede på hans egen mentale forfatning. Den fremstod som en losseplads, var fyldt med skadedyr og sorte affaldssække. Duer var sågar fløjet ind ad et åbent vindue og havde bygget rede i køkkenet.

Knud Romer var nødt til at trække stikket på branchen og skrev kort tid efter sin egen ‘fyreseddel’. Det var kronikken ‘Det smukkeste ord’, der udkom i Urban.

Her beskrev han i detaljer reklamebranchens ufine tricks, og hvordan han selv året førhavde landet en reklamekampagne til 80 millioner kroner vedat fedte og smiske for – og manipulere – Bodums tyske marketingdirektør.

Han beskriver taktikken i Kort over Paradis:

”Udgangspunktet for reklamer og markedsføring er at sætte modtageren og dennes behov i centrum. Stryge deres største interesse med hårene: Sig selv. Det gælder overfor en virksomheds kunder, som det gælder overfor deres marketingdirektør. Tal om dem selv, og de lytter efter i timevis. Det smukkeste ord i ethvert sprog er ens eget navn,” skriver han i bogen.

Fyresedlen ramte som forventet samme dag, som artiklen ramte spalterne. Og Knud Romer var nu både hjemløs og arbejdsløs. Og havde klinisk set nok også en skrue løs.

”Dørene var smækket for mig i hele København. Jeg var ret dygtig, men også ret arrogant og ret ulidelig,” husker han.

Knud Romers branche-harikiri viste sig at være et første og nødvendigt skridt for at indfri forfatterdrømmen en håndful år senere.

Romanen der ødelagde og reddede

Knud Romers autobiografiske roman ’Den som blinker er bange for døden’ udkom i 2006 til store anmelderroser, men den skabte også furore og fik hård kritik for sin stedmoderlige karakteristik af barndommens Falster.

Han skrev bogen efter en lang nedtur oven på sin mors død. Og hans intense skriveproces kostede ham også forholdet til moderen til hans to børn – som hun tog med sig, da hun forlod ham.

Men den indbragte ham også anerkendelse, De Gyldne Laurbær og indfriede ikke mindst hans største drøm: Romanen blev udgivet på Insel Verlag.

I et interview har du tidligere sagt, at ’Den som blinker er bange for døden’ ødelagde dit liv?

”Ja, men bogen redder også mit liv. Det var den, jeg havde levet for. Jeg studerede 17 år på litteraturvidenskab for at kunne skrive den. Og jeg studerede reklamebranchen i seks år for at kunne skrive den. Den samlede sum af, hvad jeg havde tilegnet mig af sproglige færdigheder, kom til udtryk i den.”

“Du skal jo huske på, at overskrifter og sætninger i romaner er one-liners og payoffs. Der er ingen forskel på det,” tilføjer han.

Mener du vitterligt, at du ikke kunne have skrevet dine bøger uden din tid i reklamebranchen?

”Det havde jeg ikke. Jeg kunne jo ikke sætte punktum. I reklame-branchen lærte jeg at sætte punktum, vide, hvor jeg vil hen, fatte mig i korthed, enkelhed – konceptualisere. Det lærte mig alt. Nu ved jeg jo ikke, hvordan vilkårene er i branchen for tiden, men ellers vil jeg da opfordre folk til at gå ind og blive tekstforfatter, for der lærer du at skrive.”

Knud Romer stirrer for en stund ud i luften. Eller også kigger han på mig. Han ser bedst, hvis han drejer hovedet lidt, har jeg set i en DR-dokumentar om hans svindende syn.

I ’Knud bliver blind’ harcelerer Knud Romer over, at hans tilstand og kunstnertilværelse gør det svært for ham at
opretholde en ordentlig indkomst.

Hvis du er brødløs som kunstner, får du så ikke lyst til at vende tilbage i reklamebranchen og tjene nogle penge?

”Jeg tror ikke, at der er nogen, der gider mig. Men prøv engang at hør’her, kære venner,” siger han og retter sig op.

”I am up for sale. Hvis I ikke kan finde ud af at knække konceptet og ikke kan komme med den gyldne sætning, så sare skriv til mig på knudromer.com. Så skal jeg nok klare den for jer, og jeg gør det rimelig hurtigt.”

Har du den stadig?

”Det har jeg da,” svarer Knud Romer.

Nu har du jo en noget broget karriere bag dig, der også inkluderer nogle til tider tvivlsomme valg. Er der noget, du fortryder?

”Prøv at hør’, jeg fortryder alt. Men samtidig ville jeg jo ikke sidde her sammen med dig. Jeg ville ikke være kæreste med Laura. Jeg ville ikke have mødt min ekskone. Jeg ville ikke have været reklamedreng. Jeg havde ikke skrevet … ”

Han stopper op og starter sætningen forfra:

”Prøv at hør’, jeg er jeg blind. Jeg er ruineret. Jeg er skilt. Jeg har mistet min kone, mine børn, min bil, min båd, mit sommerhus. Jeg er jo et ødelagt menneske, jeg er en ruin. Og lige om lidt kan jeg slet ikke se, så er jeg helt blind. Og jeg har ingen sundhedsforsikring, og jeg har ingen pension. Altså, hvor skal det ende? Så man kan ligesom godt sige, at jeg har al god grund til at synes, at alt er noget lort.”

“Men,” siger han og gør klar til at fortsætte – i en mildere tone.

”Jeg vil ikke være noget andet sted. Jeg vil ikke være nogen anden. Jeg ville ikke have haft det anderledes. Man skal også sige ja til det, man selv har gjort. Men hvis jeg kunne skrue tiden tilbage til den 18-årige dreng, der flytter ind på 10 kvadratmeter beton i Urbanplanen og går ned og køber en flaske King George og nogle parisertoasts og begynder at rime og skrive, så ville jeg sige: Stop dig selv.”

Hvad ville du så have gjort i stedet?

”Jeg ville være blevet forsikringsmand ligesom min far.”

Du kan høre Knud Romers fortælle om op- og nedture i reklamebranchen i Indsigten-episoden ‘Reklamer reddede Knud Romer’. Du kan finde den hos Apple Podcast, Podimo og Spotify. Eller høre den i playeren nedenfor.