Det danske tøjmærke Bareen har indgået et partnerskab med Playstation, hvor de dedikerer en ny tøjkollektion til bilspillene Gran Turismo.
Kollektionen, der ifølge en pressemeddelelse inspireret af spilseriens første udgivelse fra 1997, hylder racing-kultur, billedrørsfjernsyn og 90’er mode.
“Jeg tror, at vi alle på et eller andet tidspunkt har siddet på gulvet med svedige hænder om controlleren i et forsøg på at sætte en guldtid på Nürburgring, så jeg er meget begejstret for, at vi kunne arbejde med Playstation på kollektionen,” skriver Bareens medstifter, Mathias Klitgaard, i en pressemeddelelse og tilføjer:
“Gran Turismo er en af de slags spil, man altid kan vende tilbage til, og det er helt klart et fænomen af en serie, som ikke kun gamere kender til. Det er fantastisk, at vi kan give en hyldest gennem Bareen.”
I Gran Turismos mere end 25 år lange levetid har serien solgt over end 90 millioner eksemplarer.
At indgå partnerskaber med andre brands og kunstnere er blevet en integreret del af forretningsstrategien for Bareen, forklarer medstifter Mathias Klitgaard i pressemeddelelsen. Og de er også stolte af samarbejdet med Playstation.
“Vi ser meget frem til at lancere vores nye kollektion med Playstation,” udtaler han i pressemeddelelsen.