Mange af Danmarks største webshops er i fare for at få bøder på grund af mangelfuld webtilgængelighed.

Det viser en ny analyse, der er foretaget af bureauet Vertica.

På 65 af de 100 største danske webshops kan man for eksempel ikke foretage køb uden en mus. Og det bliver ulovligt i 2025, når EU’s Accessibility Act træder i kraft, oplyser bureauet i en pressemeddelelse.

Ifølge meddelelsen har mange af landets største webshops arbejdet på at forbedre tilgængeligheden i sine digitale løsninger og troet, at de var ’home safe’. Men der tager mange fejl, lyder det fra Vertica.

”Vi kan se, at flere af de store danske webshops allerede har et fokus på tilgængelighed, hvilket jo er rigtig godt. Problemet er imidlertid, at de tilsyneladende stoler for meget på automatiske tests som eksempelvis Google Lighthouse,” siger Julie Høg, der er UX-designer og forretningsudvikler i Vertica.

Verticas metode og 5 test-parametre

Undersøgelsen blev udført ved, at én testperson besøgte hver af de 100 e-commerce hjemmesider og forsøgte at navigere udelukkende med keyboard.

Testpersonen testede specifikt om følgende fem scenarier kunne gennemføres på den pågældende hjemmeside:

– Gå forbi cookiebanneret på forsiden
– Søge efter et produkt og lægge det i kurven
– Navigere til en produktside via menuen og lægge produktet i kurven
– Gå til checkout
– Gå videre til betalingsdelen

Kilde: Verticas ‘Tilgængelighedstest 2024’

Næsten 2 ud af 3 fejler

Resultaterne viser, at 65 procent af virksomhederne fejler på mindst 1 af Verticas 5 opstillede parametre i undersøgelsen. Det betyder reelt set, at kunderne hos de webshops ikke kan gennemføre et køb af et produkt uden at bruge mus.

22 procent af webbutikkerne fejlede på mindst 2 af parametrene, og ifølge undersøgelsen kan man hos fem af de 100 største danske webshops slet ikke komme forbi cookie-banneret uden mus, hvilket gør disse sider utilgængelige med keyboard-navigation.

Ifølge meddelelsen fra Vertica er det på nuværende tidspunkt svært at forudse, hvornår og hvordan sanktionerne bliver udført efter EU-regulativets ikrafttræden. Men i Norge, der er længere fremme i lovgivningsprocessen, er der blevet uddelt bøder på adskillige hundredetusinde kroner til virksomheder og organisationer, lyder det fra bureauet.

Selvom udsigten til bøder kan være en god motivation, rækker betydningen af god tilgængelighed på webshops længere end overholdelse af en lovgivning, meromsætning og brandimage, mener Julie Høg.

”Det handler om at gøre hverdagen nemmere for de danskere, der lever med et handicap. At mange tilgængelighedsindsatser så samtidig vil være med til at forbedre den generelle anvendelighed på danske webshops, kan man som forbruger og UX-designer jo kun glæde sig over,” siger hun i meddelelsen.

Ifølge Vertica kan øget tilgængelighed også have en positiv effekt på et sites SEO. Hjemmesider, der lever op til retningslinjer for tilgængelighed, oplevede – ifølge undersøgelsen – en gennemsnitlig stigning på 12 procent i trafikken.