DBA og Publicis har danmarkspremiere på en ny automatiseringsløsning.

Løsningen gør det muligt for den digitale markedsplads at sende reklamer ud på landets outdoor-skærme i nærved realtid. I alt kommer de til at pumpe mere end 1.200 forskellige produkter ud, i over 400 unikke versioner.

Dermed bliver risikoen for, at man ser den samme reklame to gange relativt lav. De digitale reklamer kommer til at køre på 557 skærme i 38 shoppingcentre over de kommende uger.

Ideen er, at der løbende suppleres med nye kreativer i takt med at varer bliver købt og solgt.

Og ifølge Publicis er automatiseringsløsningen ”hverken tidkrævende eller omkostningstung”.

”Vi modtager sådan set bare et Google Sheets-dokument med link til de varer, som DBA har udvalgt, og så klarer vi resten med vores nye løsning. Det er på den måde helt enkelt et data feed, som vi fodrer vores videoredigeringsprogram med,” skriver Magnus Grønnebæk, der er art director på Publicis Creative og tilføjer:

”Vi har knækket koden til at sikre høj kvalitet i output samtidig med at det er hurtigt og fleksibelt.” 

Løsning med perspektiver

Den nye DBA-kampagne er ud over at være nyskabende i forhold til brug af det digitale outdoormedie, også vinder i Ocean Outdoors konkurrence ”Digital Creative Competition”, som går ud på ”at hylde og fremme kreativiteten inden for Digital Out of Home”.

Oprindelig kom idéen fra Linn Mølholm Heide og Mathias Kjær Christiansen, der som studerende på Creative Branding-overbygningen på KEA var i praktik på Publicis sidste efterår og altså vandt prisen for idéen, som bureauet nu har gjort til virkelighed.

Og ifølge Christa Topp Prevost, director of labs, Ocean Outdoor, udtrykker kampagnen “essensen” af konkurrencen.

”Publicis’ idé for DBA er et pragteksempel på, hvordan innovativ tænkning kan føre DOOH til nye højder og sætte ny rekord i kategorien. Kampagneidéen udnytter vores digitale medies fleksibilitet og evne til at streame livefeed ud i hele Danmark, hvilket tilføjer en ekstra dimension af relevans for modtagerne,” skriver hun i mailen.

Hos DBA er der også glæde over at se kampagnen live, skriver Julie Schoen, presseansvarlig for DBA.

”Den er konkret, nem at forstå, og den viser vores pointe, uden vi behøver at fortælle det: At DBA er for alle. En mangfoldig platform, hvor det du drømmer om, og det du mangler samt alt det midt imellem kan skifte ejer.”

Og for Morten Boeck, chief strategy officer hos Publicis, er perspektiverne i den nye løsning mange. 

”For nogle brands vil det kunne være et afgørende konkurrenceparameter at skabe variation i budskaber eller temaer. Andre brands – som DBA i dette tilfælde – kan differentiere sig ved vise spændvidde i produktporteføljen,” skriver han og uddyber:

”Og hvor det før kun var praktisk muligt at vise denne spændvidde på online platforme, kan man nu eksponere målgruppen for det på outdoormediet med dets store reach. Og fordi vi med systemet kan opdatere nærmest i real-time, er mulighederne mange og spændende.”