Lars Anthonisen bliver ny CEO i Publicis Groupe Danmark, oplyser bureaukoncernen i en pressemeddelelse. Den nyudnævnte adm. direktør tiltræder den 1. maj og skal lede og skalere Publicis i Danmark.
Han kommer senest fra stillingen som Global Vice President Marketing hos Aleph Group og har erfaring fra ledende roller inden for medie, tech og kommunikation blandt andet hos Google og Mediacom. Derudover har han også arbejdet hos Universal McCann og Adform.
“Jeg glæder mig utroligt meget til at indtræde i rollen som administrerende direktør hos Publicis Groupe Danmark. Publicis Groupe’s “Power of One”-filosofi er et perfekt match med min passion for at levere effektfulde marketingløsninger gennem integrationen af medier, data, kreativitet og teknologi,” skriver Lars Anthonisen i meddelelsen og tilføjer:
“Jeg ser derfor frem til, sammen med det talentfulde team hos Publicis Groupe Danmark, at udvikle og levere innovative, integrerede og customer-centric løsninger, der ikke kun opfylder, men overstiger vores kunders forventninger.”
Ansættelsen af Lars Anthonisen betyder også farvel til Kenneth Brinkmann, der kom til bureauet i 2018 og siden 2019 har været adm. direktør. Kenneth Brinkmann har i sine år hos Publicis Groupe Denmark været en af spydspidserne bag udbredelsen af “Power of One”-modellen.
“Jeg er dybt taknemmelig for de fem fantastiske år hos Publicis, hvor jeg har haft privilegiet at arbejde sammen med en gruppe utroligt talentfulde og dejlige kollegaer. Samtidig vil jeg se tilbage på et fantastisk samarbejde og partnerskab med vores gode kunder. Det har været en fornøjelse at kunne bidrage til deres vækstrejser. Jeg ser nu med stor spænding og optimisme frem mod det næste kapitel,” skriver Kenneth Brinkmann i meddelelsen.