Detailkæden Basic & More vil øge kendskabet og udvide målgruppen, og det skal en ny, landsdækkende kampagne, skabt af brand- og marketingbureauet Clienti, hjælpe til med.
Det oplyser bureauet i en mail til Markedsføring.
Kæden har Karsten Ree og Niels Holch Povlsen – bror til Bestseller-topchef Anders Holch Povlsen – i ejerkredsen, og selv om parterne ikke oplyser økonomien bag kampagnen, så betegnes den som kædens “største kampagne til dato”.
Et af målene er ifølge Søren Bryske Larsen, adm. direktør i Basic & More, at ”sikre et bredt kendskab i den kvindelige befolkning og positionere Basic & More endnu tydeligere på deres styrker”.
“Hos Basic & More sælger vi god kvalitet til prisen, men det er ikke kun prisen, der trækker. Det er i høj grad vores dynamiske og unikke sortiment, der er med til at skabe den spændende shopping-oplevelse, der tiltaler vores kunder. Det er den oplevelse, vi gerne vil sætte fokus på med den nye kampagne,” udtaler han i mailen.
Fokus på dynamik og prispunkt
Basic & More blev etableret i 2021 og har i dag 19 butikker i Danmark, der sælger boligtilbehør, køkkenudstyr og isenkram. Men ud fra et koncept, hvor man fylder butikkerne op med nye varer fra restpartier, overskudslagre og 2. sorteringer, kombineret med egenproduktion.
Kunderne har hidtil især været yngre kvinder, som har lært Basic & More at kende ”gennem en stærk tilstedeværelse på bl.a. Instagram og Tiktok”, skriver Clienti i mailen og tilføjer, at målet med kampagnen dels er at øge kendskabsgraden og dels at udvide målgruppen.
Kommunikationen tager udgangspunkt i kædens koncept, men fokuserer også på prisniveauet under taglinen ”Mere inspiration. Mindre pris.”
“Kampagnen skal positionere Basic & More som et alternativ til de etablerede brands. Derfor er det vigtigt, at kampagnen viser den samme kvalitet og æstetik og hertil adderer den ekstra dimension, som er unik for Basic & More, nemlig prispunktet,” lyder det i mailen fra Charlotte Liendgaard Vigh, partner hos Clienti, der tilføjer:
”Kombinationen af et sortiment af god kvalitet, der fornys ugentligt og et prispunkt, der gør det tilgængeligt for alle, er det, der gør Basic & More relevant for hele målgruppen. Det opsummerer vi meget tydeligt og logisk i vores tagline og balancerer det med et meget distinkt og legende visuelt udtryk, der gør, at vi står meget klart ud i markedet.”
Kampagnen bliver rullet ud på egne kanaler, TV, OOH, SoMe samt display og følges op af en kendskabsundersøgelse i samarbejde med Wilke.
Se kampagnefilm her.