”Normalt lægger jeg aldrig rigtig mærke til reklamer på biograflærredet, men denne gang er noget anderledes.”
Sådan skriver SF-politikeren Jacob Mark i et opslag på LinkedIn, efter det forleden kom frem, at han ville forlade Christiansborg til december.
Fremover bliver han senior public affairs manager i energiselskabet Andel. Og ifølge Jacob Marks opslag var det rent faktisk en af Andels reklamefilm, som det kreative bureau Robert/Boisen & Like-minded står bag, der inspirerede ham til at kontakte virksomheden.
”De næste dage bliver reklamen ved med at fylde i mine tanker. På en måde havde den givet mig samme følelse, som da jeg første gang tænkte, at jeg var nødt til at melde mig ind i et parti for at skabe forandring. Jeg prøver at lægge det fra mig,” skriver han.
Men reklamefilmen bliver ved med at simre i tankerne, så Jacob Mark kontakter Andel – og det hele ender med, at han starter som senior public affairs manager i virksomheden til december.
Og politikerens fortælling om, hvordan det var en af Andels reklamefilm, der satte processen i gang, glæder ikke overraskende bureauet bag kampagnen.
”Der er dage. hvor man bliver ekstra stolt over effekten af de kampagner, man laver. I går var sådan en dag,” skriver Robert/Boisens CEO, Kim Boisen, på LinkedIn og tilføjer:
”Tillykke til Andel med scoopet og til Jacob Mark med at blive en del af Danmarks mest ambitiøse energikoncern.”
Læs meget mere om kampagnen og dens tilblivelse her – og se eller gense filmen fra Andel her.