Det digitale bureau Obsidian Group har købt det blot to år gamle bureau Ice Digital, der holder til i Aarhus og Aalborg. Med opkøbet runder bureauet 315 medarbejdere.

Det oplyser parterne i en pressemeddelelse.

Ice Digitals største kontor ligger i Aalborg, hvor en stor del af kundebasen også ligger, og det passer fint ind i Obsidians strategi, lyder det fra bureauets CEO, Emil Ignatzi Reinholdt:

“Selvom vi i dag er en bureau-gruppe, der har kontorer og kunder i Danmark, Tyskland og Finland, så er Danmark fortsat et meget vigtigt område for os med stort vækstpotentiale. Vi arbejder digitalt, men vil gerne være til stede lokalt, og det gælder ikke mindst i Nordjylland,” skriver han i meddelelsen.

Parterne ønsker ikke at oplyse økonomien bag opkøbet, men medarbejderne følger med, og stifterne af Ice Digital, Søren Skriver, Kristian Tinho og Niklas Bruun, er med videre i den nye konstellation som medejere.

Kigger primært til udlandet

Samlet set er medarbejdertallet hos Obsidian Group mere end firedoblet de seneste tre år, og alene inden for de seneste 12 måneder har virksomheden tilknyttet godt 140 nye ansatte. 

Væksten er primært sket via en massiv opkøbs-stime.

Så sent som i december 2023 købte Obsidian finske Paperplanes. Få måneder tidligere, i august 2023, købte man tyske Projecter.

I 2022 blev marketingbureauet Black Lemon en del af gruppen, og tidligere har Obsidian også købt enmandsbureauet Casper Hessellund samt Heymedia og Ibex Performance.

“Vi ønsker primært at købe op i udlandet, men Ice Digital, deres stiftere og dygtige medarbejdere var et stærkt ønske for os og taler ind i vores ønske om at være stærkt til stede i Danmarks fire største byer,” skriver Emil Ignatzi Reinholdt i meddelelsen.

Fortsætter opkøbsstrategien

Hos Ice Digital, der i seneste officielle regnskab udkom med et overskud før skat på 1,9 millioner kroner – og som ifølge ledelsen lander et resultat på omkring de fire millioner i 2023 – glæder man sig over at blive en del af Obsidian, lyder det fra Søren Skriver: 

“Det har været en fantastisk rejse de sidste to år, og vi havde et ønske om at sætte endnu mere tempo på og kunne arbejde mere effektivt på tværs af landegrænser. Derfor gav det mening for os at koble os på Obsidian og deres rejse og ambitiøse planer,” skriver han i meddelelsen.

Obsidian Group har yderligere planer om at fortsætte sin ekspansionsstrategi og forventer at foretage flere opkøb i løbet af 2024, lyder det fra Emil Ignatzi Reinholdt.

“Vi går efter at lave 2-4 opkøb i 2024 – alt afhængigt af størrelse. Det skal hjælpe med at opnå vores mål om at skabe en europæisk aktør, der kan konkurrere med nogle af de helt store bureauer både på vores hjemmemarkeder, men også globalt set.”